lørdag den 21. september 2013

Sarah J. Maas: Crown of Midnight

Indeholder spoilers, hvis man ikke har læst Throne of Glass!

Originaltitel: Crown of Midnight
Forfatter: Sarah J. Maas
Serie: Throne of Glass #2
Forlag: Bloomsbury
Sideantal: 420
Udgivet: 27-08-2013
Oversat til dansk: -
Læst på: Engelsk
Stjerner: 5/5

Friheden befinder sig langt ude i horisonten, imens Celeana agerer kongens nådesløse lejemorder. Men med hemmeligheder for selv sine nærmeste venner er hun i stand til at at udføre sine jobs, så kongen ingen mistanke får til hendes samvittighed.

Alt dette ændres dog, da hun en dag bliver beordret til at dræbe en gammel ven, som mistænkes for højforræderi. Dette job udsætter ikke kun Celeana selv for overhængende fare fra de mest uventede hjørner, men også bedsteveninden Nehemia, kronprinsen Dorian og ikke mindst personen tættest på hendes hjerte, Chaol.

Chaol kept staring as though he didn't know her, his body so very still. She wouldn't have him thinking her vulnerable, or foolish, or inexperienced - not when she'd worked so hard and sacrificed so much to get to this point. Maybe it had been a mistake to let him in; because the idea of him thinking that she was weak, that she needed to be protected, made her want to shatter someone's bones.

Sarah J. Maas' episke fantasyroman gav mig vinger, for jeg fløj henover de lidt over 400 sider på ingen tid, og da jeg landede, kunne jeg stadigvæk ikke begribe, hvor mange oplevelser, jeg havde fået med under turen. Jeg var såvel forpustet som følelsesmæssigt opbrugt. Hvis alle fortsættelser var ligeså fuldendte som Crown of Midnight, ville jeg have afsluttet langt flere serier i løbet af årene, og den lever ikke kun op til, men overgår ligefrem sin forgænger Throne of Glass.

Igennem Celeanas øjne udforskes slottet og resten af de gotiske omgivelser, som rummer et utal af mysterier; lige fra ældgamle gåder til vanskabninger, der lurer i bibliotekets skyggefulde korridorer. Selvom Celeana er frygtesløs, er det stadigvæk muligt at blive bange på hendes vegne. Og at beskrive hende som 'frygteløs' er muligvis for mildt, eftersom hendes personlighed præsenteres fra en helt ny og skræmmende vinkel i bogen, hvori man som læser endeligt finder ud af, hvordan hun har tilegnet sig sit verdensomspændende ry som nådesløs lejemorder. Den atypiske hovedperson er i sandhed noget af det bedste ved denne serie. Hun ønsker ikke at blive en heltinde, et symbol på håb, men skæbnen retter sig ikke efter ønsker.

Følelser imellem personerne udhviskes og tegnes atter op. Celeana, Chaol og Dorian er nærmest dømt til tragedie, men jeg nærer stadig et håb for en eventyrslutning; efter at være kommet ind på livet af samtlige af dem kan jeg ikke bære andet. Men det er ikke til at sige, hvordan forfatterinden vil bringe trådene sammen, og jeg har erkendt, at det eneste forudsigelige ved serien er uforudsigeligheden i den.

mandag den 2. september 2013

The Life of a Happy Student








Hylden er ved at bukke under vægten af bøgerne fra de to første semestre på engelsk-uddannelsen. Stakkels hylde. 

Det er vel kun passende, at jeg dagen inden studiestart siger et par ord om de to første semestre af min uddannelse - engelsk på Københavns Universitet - der er blevet nævnt ved adskillelige lejligheder på bloggen, på Twitter, ved bloggertræf, etc. Det er en nostalgisk tid for mig, for på denne tid for et år tilbage rumsterede hundredvis af sommerfugle i min mave, da jeg snart skulle til at påbegynde et studie, som jeg håbede på ville blive et eventyr.

Spekulationerne gik forrige sommer på undervisningens udformning og mine kommende medstuderende. Ville undervisningen være noget for mig? Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg altid har stræbt efter topkarakter, så ville jeg kunne nøjes med lavere karakter, end jeg hidtil havde fået på handelsgymnasiet? Ville jeg kunne enes med mine medstuderende? Og hvor stor en del af mit sociale liv ville de fylde? Ubesvarede spørgsmål fandtes i spandevis, men som de efterhånden blev besvaret, gik det op for mig, at jeg var det helt rigtige sted med de helt rigtige mennesker.

At træde ind i en forelæsningssal og for alvor agere studerende var blot en af de ting, som jeg hurtigt kom til at elske efter, at min allerførste forelæsning udspillede sig, hvor en ældre, britisk professor fremlagde "Beowulf" på oldengelsk. Det var en smule dramatisk, en anelse sært, men helt og igennem vidunderligt. Dertil kom holdundervisningen med Hold D, som jeg allerede havde fået knyttet masser af bånd til igennem rusturen og introarrangementerne på universitetet. Mit hold var så heldige at få den dygtigste underviser, jeg nogensinde har haft; en ung professorinde fra New York, der både havde humoren og undervisningstalentet på plads, og som gik hen og blev en af de største inspirationskilder og indflydelser på mig i løbet af mit første år. Af hende lærte jeg at mestre abstrakt tænkning og at filtrere det til originale opgaver, og jeg lærte at stole på egne instinkter, hvad angik skriveprocessen, så topkaraktererne til min glæde fulgte mig videre på universitet.

Mine medstuderende, som jeg var så spændt på at lære endnu bedre at kende, medvirkede især til at gøre det første år til et eventyr. Jeg blev positivt overrasket over, hvor forskellige mine medstuderende var; der var litteraturinteresserede, skuespillere, musikere, filmproducenter, poeter, sportsfolk og så videre. Jeg blev dagligt inspireret til at fordybe mig i mine egne hobbyer, og jeg følte, at jeg var omgivet af folk, der forstod sig på at været passioneret omkring noget. Disse mennesker bidragede til nogle spændende faglige diskussioner på holdet. Iblandt dem fandt jeg foruden gode venner og veninder, nogle af mine bedste veninder, som jeg har grinet og grædt med og i fælleskab græmmet mig over omfattende opgaver.

Kaféen (eller Kæˈfeən, som stedet som en intern joke hedder, fordi det er skrevet fonetisk, hvilket der bliver gjort en del ud af på andet semester på engelsk) fortjener et afsnit for sig selv. Stedet ligner et loppemarked, fyldt med gammelt ragelse og møbler, der har set meget, meget bedre dage, og næsten hver mandag er Kaféen skyld i, at halvdelen af KUA lugter af øl. Men for mange studerende, inklusive undertegnede, symboliserer stedet et socialt samlepunkt, der er fyldt med gode minder fra kaffestunder med gode grin, fredagsbarer og fester med høj musik, dansen på bordene og drinks til den lyse morgen. Universitetet ville ikke være det samme uden Kaféen.

Der er så mange områder, som jeg ikke har berørt, men for at indlægget ikke skal blive uendeligt, vil jeg afslutte her. Som I nok kan fornemme af dette indlæg, har min studiestart og mit første år været en solskinshistorie, en dans på roser, et eventyr, som jeg ynder at kalde det gang på gang. Jeg har for nyligt fejret eventyret med en sommerhustur sammen med nogle af mine medstuderende, og jeg ser i dette øjeblik frem til atter at tage hul på et nyt semester i morgen. I mine øjne er det at være studerende ikke blot en beskæftigelse, men en livstil, der tilfører stor glæde i hverdagen, og jeg ser frem til mindst fire år endnu med denne livstil.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...