Viser opslag med etiketten forfattere. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forfattere. Vis alle opslag

torsdag den 6. marts 2014

Forfatterinterview: Per Bloch

Jeg var særdeles begejstret for Per Blochs Ti, Tyve, Tredive, som jeg anmeldte tilbage i januar, og til min store glæde ville forfatteren bag debutromanenen gerne deltage i et forfatterinterview. Jeg byder på fem spørgsmål med tilhørende besvarelser, der giver en forsmag på forfatteren bag Ti, Tyve, Tredive -- hvis I endnu ikke har stiftet bekendtskab med bogen, kan jeg kun anbefale jer at gøre det.

Det kan virkelig fornemmes på din debutroman, Ti, Tyve, Tredive, at du holder af at skrive. Hvad holder du mest af ved det skrevne ord?
Jeg ved ikke hvad jeg holder mest af, for en skriveuniversets største forcer er, at man ikke behøver graduere, prioritere og kåre en vinder. Skrivningen er mit frirum. Der hvor jeg kan bestemme, at der ikke findes tyngdekraft, tid og andre love. Kun fantasiens grænseløshed er gældende og jeg må alt. Ordene udgør en plastisk masse, som jeg kan forme som det passe mig og bruge til at konstruere stemninger, scener og i ny og næ sandheder … eller i hvert fald noget der ligner ...

Når man læser din roman, kan man ikke undgå at spekulere på, om den indeholder selvbiografiske træk (personligt tror jeg, at der er sådanne træk gemt i alle værker), men er de der i lav eller høj grad i Ti, Tyve, Tredive?
Jeg har hentet inspiration fra min egen barndom og erindring, men jeg har også digtet og fantaseret så meget, at jeg ikke længere kan kende min egen historie. Heldigvis, for så var det blevet en ret normal fortælling, som ikke nødvendigvis havde været levedygtig som roman. Måske kan man sige at skellettet er selvbiografisk og kødet er fiktion. Selvfølgelig må jeg forholde mig til, at læserne af min bog får tanker i retning af selvbiografi. Men egentlig synes jeg bare, at jeg har skrevet et moderne eventyr og at spørgsmålet om virkelighed versus fantasi, også generelt, er mindre interessant end hvilke forskydninger erindringen kan slippe af sted med. Hvad er egentlig sket og hvad er ikke?

Hvilke litterære værker har gjort et stort indtryk på dig?
Hvor meget plads har vi? Haruki Murakami, Ernest Hemingway, Scarlett Thomas, Marcel Proust, Suzanne Brøgger, Andrew Kaufmann, Tove Ditlevsen, Jonathan Safran Foer, Henry Miller, Kjersti Annesdatter Skomsvold, Morten Brask … Senest har Christian Jungersens Du forsvinder sat dybe spor og jeg er lige gået i gang med Sofie-Kragh Müllers Profetens datter, som tegner til også at ville gøre det …

Planlægger du at skrive flere bøger -- og hvis du gør, hvilke skriveprojekter er du i gang med på nuværende tidspunkt?
Det er aldrig helt til at vide. Jeg har mange mange notesbøger åbne samtidigt. Det er et maskinrum med mange tandhjul og et køkken med mange gryder og selvom det er mig der er værkfører og køkkenchef, så betyder det ikke at jeg er administrerende direktør. Meget af det hverken kan eller skal kontrolleres. Men hvis jeg skulle satse, så ville jeg gøre det på, at der kommer flere bøger med mit navn på.

5. Du er jo noget af en multikunstner, fordi du foruden at være forfatter også er musiker. Hvordan vil du beskrive din musik?
Inde i mit hoved er min musik magen til mine ord. Ti, tyve, tredive-romanen og Mezzosphere-albummet, som jeg udgav samtidig, har mange lighedspunkter. De to masser består af de samme ingredienser, men formerne er forskellige. Jeg skelner ikke imellem at skrive musik og skrive ord. Kilden er den samme, den springer bare ud to forskellige steder: af en printer og af en højttaler. Der står på omslaget til min bog at den er surrealistisk. Det synes jeg også min musik er: et surrealistisk maleri i lyd, som mixer klassiske, rytmiske og elektroniske komponenter. Det er på en og samme tid lettilgængeligt og krøllet, poppet og radikalt, søgende og inviterende - lavet til folk med et åbent sind. Ligesom mine ord.

Tusind tak til Per Bloch for at tage sig tid til at besvare spørgsmålene. Hvis man er nysgerrig efter at vide mere om kunstneren, kan man besøge hans "digitale univers", Stimuli.dk. Her kan man blandt andet lytte til og downloade den fine duet med Suzanne Brøgger, der hedder "Queen of Hearts". Desuden er bogen for nyligt udkommet på lydbog, som man kan læse mere om her -- eller anskaffe sig her.

mandag den 11. november 2013

Bogforum 2013 #2

Endelig oprandt søndag, hvor jeg selv skulle besøge Bogforum. Mit program var presset, for der var en del forfattere, som jeg absolut måtte se, og jeg var ikke helt sikker på, at jeg ville nå det hele, men til al held gjorde jeg, dog med undtagelse af interviewet med Jesper Langberg, hvor jeg kun nåede den efterfølgende signering. Dagen startede ud med interviewet med krimiforfatteren Chris Carter, som blandt andet Katjas ros og indlæg fik overbevist mig om, at jeg burde se, selvom jeg aldrig har læst noget af ham. Han viste sig at være en karismatisk mand med en utrolig spændende fortid inden for kriminalpsykologi, som jeg nød at lytte til, og jeg gerne vil læse noget af i fremtiden; jeg undlod dog at købe nogen af hans værker på dansk, da jeg gerne vil læse dem på originalsproget.



Dernæst måtte jeg mere eller mindre tage benene på nakken og spæne hen til interviewet med David Nicholls, forfatteren bag blandt andet One Day og The Understudy, som på dansk er oversat til Samme Dag Næste År og Den Evige Toer. Heller ikke her har jeg haft fornøjelsen af at blive fortrolig med forfatterskabet, men jeg elskede filmatiseringen af One Day, og en dag (no pun intended!) vil jeg gerne læse bogen bag filmen. Jeg syntes, at David Nicholls gav rigtig meget af sig selv, for eksempel da han fortalte om sin mislykkede karriere som skuespiller, der var med til at inspirere personagerne i The Understudy.

Interviewet med David Nicholls lå samtidigt med Jesper Langberg, så jeg nåede kun at høre et par minutter af sidstnævnte, før det blev rundet af, og det var tid til signeringen af bogen Ikke et sekund spildt, som er Langbergs erindringer. Dagen bragte mig ansigt til ansigt med den rare skuespiller, som jeg husker fra hyggelige barndomstunder med Olsen Banden i fjernsynet.




Sidst men ikke mindst var der det event, som jeg havde set allermest frem til, hvilket var interviewet med forfatteren Edward Rutherfurd, som har skrevet et utal af historiske romaner, heriblandt New YorkLondon, og hans nyeste bog, Paris, der dannede omdrejningspunktet for interviewet. Op til Bogforum havde jeg anskaffet mig hans seneste udgivelse, men havde desværre kun fået læst de første 100 sider på grund af tidsmangel. Det var dog sider, som jeg bedårede, og jeg var derfor ovenud lykkelig for at få lov til at høre ham fortælle anekdoter om sit forfatterskab og sin familie. Jeg var da også nummer to i køen til signeringen og fik glæden af at udveksle et par ord med den talentfulde Rutherfurd.





Forfatterne var toppen af kransekagen i mine øjne, og det er højst sandsynligt det, som jeg vil huske Bogforum 2013 bedst for. Hvilke forfattere havde I glædet jer mest til at se på Bogforum? Nåede I alle dem, som I ønskede at se - og levede de i så fald op til jeres forventninger? 

søndag den 17. april 2011

NEEEW YOOOORK!

Jeg har slet ikke fortalt her på bloggen, at jeg skal på studietur til New York fra d. 25. april - 3. maj. Det er første gang, at jeg skal til USA. Jeg har ikke glædet mig til noget så meget i flere år, som jeg glæder mig til denne tur. Weeee! Jeg mener NEW YORK? Kan det blive meget bedre? Svaret er nej!


Så fandt jeg ud af i går, at Cassandra Clare er til en bogsignering i en bogbutik (Books of Wonder), der ligger 10 min. væk fra vores hotel. Desværre er det bare den dag, hvor vi skal rejse. Jeg kunne SÅSÅSÅ godt tænke mig at møde hende! Hvor er det øv, at vi skal af sted lige den dag. :(

onsdag den 16. marts 2011

Richelle Mead til Danmark



(Jeg hedder AnAngelicDevil på Twitter) Det er alt for fedt, at Richelle Mead, forfatteren af The Vampire Academy, svarede mig på Twitter! :D Jeg skrev, at jeg håbede på, at hun ville overveje at komme til Danmark engang i fremtiden, fordi det ville glæde hendes danske fans. Til det svarede hun, at der ikke er noget planlagt lige forløbig på grund af hendes baby, men at hendes danske forlægger måske vil arrangere noget på et tidspunkt. Det vil jeg helt sikkert krydse fingre for!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...