Viser opslag med etiketten nyt på bogreolen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nyt på bogreolen. Vis alle opslag

lørdag den 5. april 2014

Down the Rabbit Hole

Her kommer et forsinket indlæg om det herligste bloggertræf arrangeret af Katja og Mathilde, som fortjener en klapsalve for deres indsats med den festlige oppyntning, mad, underholdning og ikke mindst fantastiske humør. For to uger siden trådte jeg ned i et kaninhul og ind i et lokale, som ville have gjort Lewis Carroll ganske stolt, for bloggertræffet havde Alice in Wonderland som tema, og hvor var det bare vellykket -- takket være bl.a. DreamParty.dk, der havde sponsoreret tallerkener, papkrus, kagefade, mini knallerter og en masse andet godt. 



Kort efter alle de søde bloggere var ankommet blev vi budt på den lækreste buffet, hvor der bl.a. var club sandwich, pulled pork og croissanter med skaldyrssalat; senere blev vi budt på lækkerier til den søde tand, før underholdningen blev skudt i gang med bog-jeopardy. Konkurrenceånden kunne mærkes rundt om ved de forskellige borde, men det gjorde kun spillet det mere spændende. På ovenstående billeder sidder vi fordybet i forklaringen af et spørgsmål.

Mit hold fik en fin tredje plads, og jeg valgte ovenstående udgave af Alice i Eventyrland, der er illustreret af Robert Ingpen, som Carlsen havde sponsoreret; Carlsen havde desuden også sponsoreret bøgerne illustreret af Tove Jansson. De andre præmier, som man kunne vælge imellem bestod af en tegneserieudgave, sponsoreret af Forlaget Cobolt og en samlet engelsk udgave af Alice in Wonderland og Through the Looking Glass, sponsoreret af SAXO.com.

Jeg vil til sidst gerne have lov til at sige tusind tak til alle deltagerne, der var med til at gøre dagen helt særlig: Anna, Anne, Gitte, Ida, Katja, KathrineMaja, Marie, Mathilde, Rebecca, Rikke, Rikke AndrupSabina, Sabrina, Sidsel, Simone, Susanne, Xenia J. og Xenia Ø.  Det er altid en fornøjelse at se de velkendte ansigter, men samtidigt også de nye. (Billederne er lånt fra Katja, som får endnu et tak med på vejen.)

søndag den 1. december 2013

Nyt på bogreolen #33

Glædelig jul! Det er blevet tid til at vende kalenderen til december, en af årets mest anticiperede måneder. Mine planer for måneden består af eksamensskrivning, fødselsdage og julefrokoster; der står også en masse læsning på programmet, når jeg d. 23. går på juleferie efter at have afleveret min eksamen i valgfaget Sense & Sensibility. Jeg vil starte 1. advent ud med at vise de bøger, der fandt vej til mig sidste måned (foruden bøgerne fra Bogforum).

Ovenstående bøger er to anmeldereksemplarer fra forfatterne selv; Blandet slik af Cecilie Sund Kristensen er allerede anmeldt, mens jeg stadig har Ti tyve tredive af Per Bloch til gode. Aspekter af bagsideteksten og det, jeg har skimmet af første kapitel, minder mig lige umiddelbart om Neil Gaiman's The Ocean at the End of the Lane, som jeg elskede, så jeg er spændt på at kaste mig ud i Blochs debutroman.

Jeg var så heldig at vinde Den Skyldige af Lisa Ballantyne hos People's Press. Det er en krimi-thriller, og selvom jeg ikke så tit tyer til den genre, har jeg indtil videre kun haft fine oplevelser med den, så jeg er optimistisk omkring Den Skyldige.

Her til sidst kan I spotte de bøger, som jeg selv har indkøbt. Paris af Edward Rutherfurd ville jeg oprindeligt have i en anden udgave, men den var desværre udgået, så jeg måtte nøjes med denne, der heldigvis også er ganske yndig. Jeg regner med at gøre bogen færdig i morgen, hvor anmeldelsen (højst sandsynligt) også vil blive postet; iblandt billederne fra Bogforum kan ses signeringen, som jeg fik med på vejen af forfatteren. 

Udgaven af Allegiant af Veronica Roth, som jeg færddiggjorde i går aftes, passer udseendesmæssigt til de to første bøger, på trods af de er på dansk. Self er Yann Martels postmodernistiske debutroman. Jeg placerede ham på en pedestal efter at have læst Life of Pi og ser derfor utroligt meget frem til at fordybe mig i hans fiktionsprosa med selvbiografiske elementer. 

Den sidste bog, The Madwoman in the Attic af Gilbert og Gubar, er sekundær litteratur, der blev henvist til på mit første semester, og som jeg igen og igen har fundet referencer til. Nu syntes jeg, at det var på tide at give den en fast plads på min bogreol, hvor jeg er sikker på, at den vil blive hevet ned fra i eksamensperioder og generelt igennem min uddannelsestid. Den beskæftiger sig med alle de store kvindelige forfattere såsom Jane Austen, Brontë-søstrene, George Eliot, Emily Dickinson og Mary Shelley.

PS. Vinderen af min fødselselsdags giveaway afsløres i morgen.

mandag den 11. november 2013

Bogforum 2013 #3




Endelig kan jeg løfte sløret for de nyerhvervede bøger, der mere eller mindre alle sammen var røverkøb på Bogforum, hvilket der ikke som sådan var så mange af. Den populære italienske kogebog, Sølvskeen, var nedsat fra 500 kr. til 100 kr.; denne agter jeg at bruge den flittigt, når jeg flytter hjemmefra, da den har adskillelige simple opskrifter foruden de mere avancerede. Mit udvekslingsophold i Italien i 2011 gav mig i sandhed blod på tanden efter italiensk mad. Nomnomnom.

De næste fire bøger var en del af et tilbud, jeg ikke kunne modstå, der hed én bog for 30 kr. og fire bøger for 100 kr., så hver bog kun endte med at koste mig 25 kr. stykket. Wolf Hall af Hilary Mantel vandt The Man Booker Prize i 2009 (og igen i 2012 for fortsættelsen Bring Up the Bodies), og det er en bog, som jeg egentlig længe gerne ville anskaffe mig, da beskæftiger sig med 1500-tallet og Henry VIII's regeringstid. Perioden begyndte jeg at interessere mig mere og mere for efter at have set tv-serien The Tudors, og så er jeg generelt interesseret i engelsk historie.

Draculas Gæst af Michael Sims er en samling af toogtyve victorianske vampyrhistorier, opsat i kronologisk rækkefølge og introduceret af Michael Sims. Med den ekstremt progressive - hvis ikke ligefrem uundgåelige - vampyrlitteratur de seneste mange år kunne det egentlig være spændende at dykke ned i rødderne. Gargoilen af Andrew Davidson fik jeg for mange år siden øje på i en boghandler i lufthavnen; siden da er jeg igen og igen stødt på bogen uden at købe den, og da det igen forekom i går, tænkte jeg, at nu skulle det være - og gik hen og købte den.

Den sidste bog overså jeg i første omgang på trods af dens størrelse. Jeg var dog ikke et sekund i tvivl om, at den skulle med mig hjem efter at have kigget i den, for Tolkien The Illustrated Encyclopedia af David Day er sådan en smuk encyklopædi, jeg vil bruge som guide til Tolkiens univers, når jeg en dag kaster mig over Ringenes Herre bøgerne, som jeg har stående ulæste på hylden herhjemme.

onsdag den 16. oktober 2013

Nyt på bogreolen #32

Bøgerne invaderer gang på gang mit værelse, men det er en velkommen invasion, og brokken herom er aldrig helhjertet. Jeg gruer lidt for den dag, jeg skal flytte, for hvordan skulle jeg nogensinde kunne få plads til alle de bøger på et lille kollegieværelse? På den anden side glæder jeg mig også, fordi jeg i den forbindelse planlægger at investere i en bogreol, der kan rumme alle bogskønhederne, så de ikke længere oversvømmer gulvplads, bordflader og tilfældige hylder. Foruden at blive læst fortjener bøger også at blive vist frem, og dette gælder også de nyeste bøger i samlingen.



Heidi af Johanna Spyri er en schweizisk klassiker, som jeg fik læst op som barn af min mor; varme og hjemlig hygge omslutter erindringerne i forbindelse med bogen, og jeg glæder mig til på ny at dykke ned i fortællingen efter så mange år. 

Efter færdiggørelsen af Lolita af Vladimir Nabokov for nogle måneder tilbage vidste jeg straks, at jeg ville læse mere af ham, og da jeg fandt en smuk udgave af hans første roman, Mary, fra Penguin Modern Classics forholdsvis billigt under Saxos bogudsalg, kunne jeg ikke lade være med at klikke den hjem. Med alle de bøger han har udgivet, er det svært at vide, hvor man skal starte, og hvor man skal slutte, så jeg tænkte, at hans første roman vil være et godt sted. 

The Ocean at the End of the Lane af Neil Gaiman føltes som en decideret nødvendighed efter den positive omtale alle vegne, og ligeså snart jeg har bearbejdet de mange tusinde indtryk, vil der komme en anmeldelse af den. Crown of Midnight af Sarah J. Maas var i sin tid en forudbestilling, og den er allerede læst og anmeldt på bloggen.


Saxos bogudsalg er desuden farlig at gå på opdagelse i, for jeg fandt en af mine yndlings serier i hele verden i et bokssæt med superbe og skinnende forsider. Serien er His Dark Materials af Philip Pullman, og den indeholder Northern Lights, The Subtle Knife og The Amber Spyglass. På min bogreol står bøgerne allerede på dansk, men jeg vil gerne genlæse dem på originalsproget, hvilket var en god undskyldning for at genkøbe serien (syntes jeg selv). Et irritationsmoment indtraf dog, da pakkeposten kom, og jeg opdagede, at bøgerne var i paperback, selvom de på hjemmesiden beskrives som værende i hardback. Det gør dog ikke forsiderne mindre smukke, men jeg bryder mig ikke om, at bogryggen brækker, når de læses.

Jeg har været så heldig at vinde en stak spændende læsestof forskellige steder. The Eternity Cure af Julie Kagawa vandt jeg hos Frk. Hyms, da hun havde sin fødselsdagskonkurrence, og jeg måtte vælge en valgfri bog fra Bookdepository.co.uk. Jeg ejer forgængeren uden at have læst den, og jeg ville gerne have fortsættelsen klar til, efter den er læst, så mange tak, Sabina

Hver dag af David Levithan og Ikke et sekund spildt af Jesper Langberg vandt jeg begge hos Gyldendal. David Levithan har jeg længe gerne villet læse noget af, og nu har jeg muligheden, mens Jesper Langberg, kendt fra tv-serierne Matador og Olsen Banden, er en inspirerende mand, så jeg er sikker på, at hans erindringer vil sikkert være ligeså.

Jeg har også modtaget to fine anmeldereksemplarer. Prepper af Lise Bidstrup blev jeg netop færdig med i morges, og Splittet af Teri Terry er fortsættelsen til Slettet, der er læst og anmeldt på bloggen.

Endelig kommer vi til min broget bunke af studiebøger. Bogmærker, farverige post-its og brækkede bogrygge vidner om, at de allerede er taget i brug på engelsk-studiet. Jeg har opstillet dem efter fag, og hvis det har nogen interesse, kan I læse med om hvilke fag, bøgerne tilhører. Det skal dog nævnes, at disse bøger ikke omfatter alle bøgerne til mit fag på tredje semester - da jeg har en del flere - men derimod kun bøger indkøbt ved studiestart.

De første seks bøger er til mit første valgfag kaldet The Gothic Novel - From Walpole to Stoker: Gothic af Fred Botting, A Philosophical Enquiry into the Origin of Our Ideas of the Sublime and Beautiful af Edmund Burke, Frankenstein af Mary Shelley (som jeg også ejer i Barnes & Noble udgaven, men gerne ville have i den korrekte udgave til eksamensbrug), The Italian af Ann Radcliff, The Monk af Matthew Lewis, The Castle of Otranto af Horace Walpole og The Turn of the Screw & The Aspern Papers af Henry James.

De næste otte bøger hører til mit andet valgfag kaldet Sense & Sensibility: Jane Eyre af Charlotte Brontë, Wuthering Heights af Emily Brontë (begge ejes og er tidligere læst på dansk), Little Dorrit af Charles Dickens, Cranford & Other Stories af Elizabeth Gaskell, Daniel Deronda af George Elliot, Aspects of the Novel af E.M. Forster, The Art of Fiction af David Lodge og Studying the Novel af Jeremy Hawthorn. Den sidste bog er til mit fag Oversættelse: Understanding Translation af Anne Schjoldager, Ida Klitgård og vores egen underviser i faget, Henrik Gottlieb. Størstedelen af bøgerne til mine to valgfag er fantastisk læsestof, som jeg selv kunne have fundet på at anskaffe mig, selv hvis jeg ikke skulle studere dem. 

lørdag den 12. oktober 2013

Bloggertræf 4.0

En uge siden bloggertræffet er passeret, og det er tid til at sige et par ord om dagen, der blev tilbragt i selskab med Katja, Marie, Katja, Xenia, Sabrina, Rikke, Gitte, Sabina, Tanja, Anna, Ingrid, Maja, Karin, Mathilde, Susanne, Simone, Irene, Kirstine og Ida. Bloggertræffene er altid noget, jeg ser frem til, for de er spækket med bogsnak, morsomme indslag og et kig bag bloggenes kulisser - og sidste lørdag var ingen undtagelse. Med sommerfugle i maven mødte jeg op til mit fjerde bloggertræf, der havde adskillige overraskelser på programmet, såsom bog-jeopardy og besøg fra People's Press. Imellem underholdningen fordybede vi os i hyggelige samtaleemner, og tiden forsvandt som dug for solen.





Vores søde værtinde, Katja, havde stået for en ekstremt lækkert buffet med blandt andet pulled pork og masser af grønt efterfulgt af et ligeså lækkert kagebord, der minder mig om at jeg skal forhøre mig om nogle opskrifter. Rummet var pyntet fint op med balloner med konfetti, som fabel-a.dk skal have tak for at have sponsoreret. Desuden havde  nemlig.com sponsoreret 500 kr. til selve festen og 100 kr. til vores spændende goodiebags - tusinde tak! Vores goodiebags indeholdt herudover te fra naturesource.dk, høretelefoner fra Gyldendal  og 14 dages gratis prøvetid til deres nye koncept, Storytel. Sidst men ikke mindst var der læsestof bestående af Fryser Jeg af Martin Kongstad, sponsoreret af People's Press, Maximum Ride af James Patterson, sponsoreret af Carlsen, og de første fire bøger i Gallagher Girls serien af Ally Carter, sponsoreret af Alvilda, som jeg fik byttet mig til igennem Gitte. Samtlige forlag skal have stort tak for deres bidrag!

lørdag den 17. august 2013

Nyt på bogreolen #31

Så mange litterære værker i enestående udgaver har fundet vej ind i mit liv i løbet af den sidste måneds tid, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal begynde, og hvor jeg skal slutte. Først og fremmest har jeg modtaget en stak anmeldereksemplarer: Sanddrømmeren af Sidsel Katrine Slej, Divergent - Oprøreren af Veronica Roth og Paladin Profetien af Mark Frost. Jeg har vundet Daimon og Halfblood af Jennifer L. Armentrout, og så har jeg indkøbt The Murders in the Rue Morgue and Other Tales af Edgar Allan Poe og Charles Dickens (Authors in Context) af Andrew Sanders på endnu et Bookdepository.com udsalg til virkelig ingen penge (som i ca. 35 kr. sammenlagt). Jeg ejer i forvejen en dansk udgave af Poes noveller, men den mangler en del, der er til at finde i den engelske udgave. Frankenstein af Mary Shelley har jeg erhvervet mig i den smukke Barnes and Noble Leatherbound Classics udgave, som, jeg før har nævnt, er blevet samleobjekter. Grunden hertil findes i mit næste semester, hvor klassikeren skal læses.



Torsdag den 8. august indledte jeg et nyt årti, da jeg fyldte 20 år, og gaveregnen indeholdte et ønske fra mine forældre, der stod højt på min liste, nemlig Jane Austens samlede værker i illustrerede udgaver; det er i sandhed nogle af de vidunderligste bøger, jeg nogensinde har set, og de giver mig hjertebanken og gør mig ør af lykke. Jeg tror i dette tilfælde, at jeg vil lade billederne tale for sig selv. Kollektionen indeholder: Persuasion, Lady Susan, Northanger Abbey, Emma, Pride and Prejudice, Mansfield Park og Sense and Sensibility.








Sidst men ikke mindst kommer fødselsdagsgaven til mig selv, hvor udgaven er næsten ligeså særegen som fortællingen selv. Det handler om Life of Pi af Yann Martel, en af mine mest højt agtede romaner, som jeg desværre kun ejede i en dansk udgave, før jeg besluttede mig for, at jeg ikke kunne leve uden den signerede og illustrerede udgave, som der kun findes 3000 eksemplarer af i verden. Jeg ser frem til genlæsningen ualmindeligt meget, for de fantastiske illustrationer vil med sikkerhed supplere de skrevne ord med ynde.




mandag den 1. juli 2013

Nyt på bogreolen #30

Som resultat af afsluttede eksamener, en enkelt konkurrence og uimodståelige bøger kombineret med gode tilbud har sommermåneden, juni, været spækket med bøger. Er I nysgerrige efter at finde ud af i hvilken sammenhæng, bøgerne er blevet anskaffet, så læs med her.

For over et år siden så jeg filmen Tomorrow When The War Began, der var på en gang spændende og skræmmende, og da jeg efterfølgende fandt ud af, at den var baseret på den første bog i John Marsdens Tomorrow Series, blev den tilføjet til ønskelisten. Jeg fandt de første seks bøger til lidt over halvanden hundrede og lagde straks bestilling, så jeg nu kan nyde de smukke forsider og snart også fortællingerne.


Denne vidunderlige udgave af Persuasion af Jane Austen var en gave fra mig til mig efter min overståede eksamen i Postcolonial and American Literature. Jeg havde på daværende tidspunkt ikke fået karakteren for opgaven, men gav ikke desto mindre mig selv en belønning for at have arbejdet så koncentreret og struktureret med opgaven; det viste sig heldigvis også at give pote, da jeg fik 12 for arbejdet.



Meget af tiden den 20. juni blev brugt på Book Depositorys hjemmeside på udkig efter gode tilbud i deres 25-timers lange udsalg, hvor en ny bog blev tilbudt én gang hvert nye kvarter. Jeg fik fat i The Immortal Rules af Julie Kagawa, som flere har rost til skyerne, samt en klassiker, der var ukendt for mig før udsalget, The Man Who Was Thursday af G. K. Chesterton, hvilket er en spionroman. Jeg måtte smide ca. en 50'er i alt for bøgerne.


Hertil kommer CDON.com's sommerudsalg, hvor der var tre paperbacks for 99 kr. Jeg havde en rabatkode på 50 kr., så jeg slap for fragten og 20 kr. billigere, så bøgerne kostede mig 79 kr. Jeg holder meget af Odd Thomas serien, så da jeg fandt fortsættelserne, Broder Odd og Odds Mareridt, kunne jeg ikke dy mig. Selvom jeg endnu ikke har fået læst noget af Dan Brown, er det planen, at i år skal det være, så foruden Da Vinci Mysteriet har jeg også Engle og Dæmoner herhjemme nu.
























Endelig er der også De Uskyldige af Andrew Miller, som jeg vandt på Saxos facebookside, da de havde deres Tøm Bogreolen konkurrence kørende. Det var ikke alle deres bøger, jeg valgte at deltage i konkurrencen om, men Andrew Millers roman om den franske revolution lød fængende, og dette aspekt af historien har altid interesseret mig, da det har præget mange andre landes demokratier. Darkest Mercy har jeg også længe ville have, eftersom det er den sidste bog i Wicked Lovely serien, som jeg absolut elsker. Jeg fandt bogen til ca. 25 kroner, hvilket var det billigste, jeg havde set på nettet.

mandag den 20. maj 2013

Nyt på bogreolen #29

Som jeg sad og kiggede på dette billede, var der noget, der gik op for mig. Sikke mange røde bøger! Eller røde bogrygge, for et par af bøgerne har helt andre farver på forsiderne. Man skulle næsten tro, at jeg havde købt bøgerne baseret på min yndlingsfarve, selvom det nu ikke helt er tilfældet.


The Selected Works of Virginia Woolf af Virginia Woolf ǀ Dracula af Bram Stoker ǀ The Fast Diet af Dr. Michael Mosley og Mimi Spencer ǀ The Inheritance of Loss af Kiran Desai ǀ Quicksand af Nella Larsen ǀ Pi's Liv af Yann Martel ǀ Ekstremt Højt & Utrolig Tæt På af Jonathan Safran Foer ǀ Gods, Rites, Rituals and Religion of Ancient Egypt af Lucia Gahlin ǀ The Roman World af Nigel Rodgers ǀ The Ancient Greek World af Nigel Rodgers ǀ The Ultimate Encyclopedia of Mythology af Arthur Cotterell & Rachel Storm ǀ Clockwork Princess af Cassandra Clare

Størstedelen af disse bøger købte eller fik jeg for lang tid siden. Bunken består af en blanding af klassikere, studiebøger (The Inheritance of Loss og Quicksand), nyligt filmatiserede bøger, faglitteratur og en enkelt ungsdomsbog. Nogle af dem er allerede læst og vurderet på Goodreads.

Fagbøgerne om mytologi, etc. er gaver fra min mor, og de er gode til både at tilfredsstille min nysgerrighed og hjælpe mig på vej, når jeg selv skriver fiktion. Så er de simpelthen fyldt med de smukkeste fotografier og illustrationer. Dracula er en del af Barnes & Noble's Leatherbound Classics Series, som jeg godt kunne tænke mig at begynde at samle på. Jeg har søgt om at få et valgfag i The Gothic Novel næste semester, hvor jeg bl.a. skal læse Stokers roman, så jeg tænkte, at det var en god undskyldning for at smide nogle penge efter den flotte udgave.

onsdag den 10. april 2013

Girls just wanna have fun

Endnu en eftermiddag blev brugt i selskab med de herlige bloggerpiger i Herlev hos Katja. På trods af søvnmangel efter fredagens koncert med Lana Del Rey (som der kommer et indlæg om på et andet tidspunkt), gik tiden ualmindeligt hurtigt med masser af snak, gode grin og lækkerier.

Dette var mit tredje bloggertræf, og det betød også, at jeg på forhånd kendte alle deltagerne, hvilket på en måde gjorde det ekstra hyggeligt. Et forsinket tak for en skøn dag til Rebecca, Xenia, Irene, Susanne, Katja, Tanja, Sabrina, Sabina, Ingrid, Marie, Mathilde og Katja! Jeg håber på snart at se jer igen.

Vi fik endnu en gang nogle fine bøger med hjem, der var sponsoreret af forlagene.

Så et andet tak går til Lindhardt og Ringhof for Borgen af Jesper Malmose, Carlsen for Tegnet af Kelley Armstrong og Vildveje af Amanda Hocking samt Forlaget Facet for Blå øjne af Kevin Japsen og Nordlige rytmer af Jacob Kokkedal. 

Jeg glæder mig især til Armstrongs og Hockings bøger, da jeg har hørt en masse godt om disse to forfatterinder. Nu må vi dog se, hvornår jeg får tid til dem.

mandag den 4. marts 2013

Nyt på bogreolen #27

En ret stor bunke bøger har samlet sig i løbet af den sidste måneds tid. De øverste tre bøger har jeg fået til den dejlige pris af 66 kroner ved at melde mig ind i Gyldendals Bogklub. Jeg er især glad for den illustrerede jubilæumsudgave af Hobbitten af J. R. R. Tolkien, da jeg rigtig længe har villet have fat i den, men har bare været alt for dyr at købe.

Women Who Write af Stefan Bollman har jeg netop erhvervet mig i dag på Arnold Buscks udsalg. Why I Write af George Orwell nuppede jeg under Book Depositorys 24-timers udsalg, og Under the Never Sky af Veronica Rossi købte jeg samme sted, dog under deres almindelige udsalg.

Sidst men ikke mindst, købte jeg Max Tivoli af Andrew Sean Greer samt Tyvenes By af David Benioff ved Bog & Idés udsalg. Så som I nok kan forstå på det hele, er de fleste af bøgerne udsalgskup, og jeg tror, at jeg alt i alt kom af med ca. 250 kr. for dem alle. I'm not complaining.

Den Tomme Plads - J. K. Rowling
Hobbitten - J. R. R. Tolkien
Ildvidnet - Lars Kepler
Women Who Write - Stefan Bollman
Why I Write - George Orwell
Max Tivoli - Andrew Sean Greer
Tyvenes By - David Benioff
Under the Never Sky - Veronica Rossi

fredag den 4. januar 2013

Nyt på bogreolen #26

All right, all right! Jeg er udmærket klar over, at jeg lige har lavet et af denne slags indlæg, men til mit forsvar - hæ hæ - er jeg rigtig spændt på at vise jer, hvad jeg fik hjem med posten i går (aftes, for Post Danmark var forsinket på grund af alle de pakker, der skulle leveres efter fridagene).















 Inside HBO's Game of Thrones - Bryan Cogman, David Benioff og D.B. Weiss

Inside HBO's Game of Thrones af Bryan Cogman, David Benioff og D.B. Weiss er købt i december, da jeg nåede mit læsemål for 2012, hvilket var at læse mindst 30 bøger. Da jeg opdagede, at denne bog fandtes, lavede jeg nærmest en glædesdans, og jeg vidste, at det ville være den perfekte belønning til mig selv (og til enhver Game of Thrones fan). Bogen er en af de flotteste, jeg nogensinde har set med alle dets billeder og udformning generelt. Wauw! Efter gentagende gange at have smugkigget på alle billederne som et lille barn, gik jeg i går aftes også så småt i gang med at læse den, og indholdet er ligeså interessant som det visuelle indtryk af bogen.

søndag den 30. december 2012

Nyt på bogreolen #25

Årets sidste Nyt på bogreolen-indlæg er klar! Jeg fået tre styks klassikere. Mrs. Dalloway af Virginia Woolf vandt jeg hos Arnold Busck til anmeldelse, og den er jeg så i gang med nu. Da vi skulle læse Room of One's Own af denne forfatterinde på mit 1. semester, fandt jeg ud af, at hun er en ganske genial. The Great Gatsby af Fitzgerald må jeg bare se at få læst - like yesterday (!) - og Three Men on the Bummel er fortsættelsen til Three Men in a Boat, som jeg læste og grinte mig selv ihjel over sidste år. De to sidstnævnte bøger er til dels købt for gavekortet til Adlibris.dk, modtaget til bloggertræffet hos Katja.





Mrs. Dalloway - Virginia Woolf
The Great Gatsby - F. Scott Fitzgerald
Three Men on the Bummel - Jerome K. Jerome

mandag den 5. november 2012

Nyt på bogreolen #24

Min stakkels bogreol har fået lidt mere at bære på - dog kun tre bøger, og Leaves of Grass af Walt Whitman er en tynd sag. Jeg stiftede bekendtskab med forfatteren i mine litteraturtimer på universitetet, hvor jeg blev grebet af hans skæve, men smukke poesi, selvom jeg normalt ikke er så meget for den slags. Beautiful Creatures af Kami Garcia & Margaret Stohl er vundet, og Indretning og Moderne Design af Francisco Asensio Cerver er købt billigt i Bog & Idé's udsalg. Jeg holder af at blive inspireret af indretning og design til den dag, jeg skal have mit eget sted, og bogen indeholder både et utal af billeder og korte tekster om indretningsmuligheder.








Leaves of Grass - Walt Whitman
Beautiful Creatures - Kami Garcia & Margaret Stohl
Indretning og Moderne Design - Francisco Asensio Cerver

søndag den 14. oktober 2012

A wonderful day with people 'n' literature

I lørdags var jeg til mit andet bloggertræf hos den søde Katja, der endnu engang lagde hus til et arrangement i litteraturens tegn. Eftermiddagen lagde ud med en velsmagende frokost efterfulgt af en masse hjemmelavede lækkerier, hvor alle de glade bloggere snakkede og morede sig. Senere fik vi et besøg af Helle fra forlaget Valeta og forfatteren bag Mediatropolis, Freddy E. Silva. Besøget var rigtig interessant; såvel oplæggene som den efterfølgende snak om blogging og bøger, og for en forfatterspire som mig, der desuden drømmer om en fremtid i forlagsbranchen, var jeg enormt begejstret for besøget.  Dagen var helt og igennem vellykket, så jeg vil lige have lov til at sige tusinde tak til alle de herlige mennesker, der deltog, for en super oplevelse. Forhåbentlig ses vi alle igen i 2013.

Vi blev atter overøset med bøger og andre godter fra de gavmilde forlag og andre sponsorer. 

Først et stort tak til Moviezoo.dk for gavekortet på 200 kr. og til Adlibris.com for gavekortet på 50 kr. De skal nok blive brugt godt.

Jeg klapper i mine små hænder over bøgerne fra følgende forlag, der også skal have KÆMPE tak:

Mediatropolis - Freddy E. Silva (Valeta)
Kolonien - Pierre Robert (Valeta)
Miraklets Fald - Christian Reslow (Valeta)
Angel - Lee Weatherly (Carlsen)
Forbandede mødom - Sarah Engell (Carlsen)
Matched - Ally Condie (RosinanteFacebook, nyhedsbrev)
Solbarnet - Kasper Hoff (Facet, Facebook, blog)
Heksejagt - Kim Harrison (Tellerup)
Pretty Little Liars 1-4 - Sara Shepard (Politikens Forlag)
Slide - Sara Shepard (Politikens Forlag)
En flænge i himlen - John Green (Politikens Forlag)
Delirium - Lauren Oliver (Politikens Forlag)
Divergent - Veronica Roth (Alvilda)
Drømmehjerte - Cecilia Samartin (Bazar)
Senor Peregrino - Cecilia Samartin (Bazar)
Hotellet på hjørnet af bitter og sød - Jamie Ford (Bazar)
Vinter i Madrid - C. J. Sansom (Bazar)
Ildenglen - Laini Taylor (Bazar)
Alice Bliss - Laura Harrington (Mrs. Robinson)
Satans Rede - Lone Madsen (Skriveforlaget)
Begå selvudvikling. Læs og lev bedre - Nikolaj Hansted (Skriveforlaget)
Familien Tides hemmeligheder - Hannah Richell (Forlaget Punktum)
Metusalem - Flemming Dyrbye (Siesta)
Samadhi - Lars Damkjær (Siesta)
Jaja jeg skal nok redde jer - Når jeg lige har drukket min rom & cola - Lotte Skou Hansen (Siesta)
Ti lektioner i lyst - Benedicta Söderberg (C&K forlaget)
Gadefejeren - Elliot Perlman (Hr. Ferdinand)
Jagten - Ryan David Jahn (Hr. Ferdinand)
Manden der ikke var morder - Hjorth og Rosenfeldt (Hr. Ferdinand)
Guld - Chris Cleave (Hr. Ferdinand)
Pantomime - Annika von Holdt (Lindhardt og Ringhof)
Privat skov - Nanna Goul (Lindhardt og Ringhof)
Som brødre vi dele - Lisbeth Brun (Gyldendal)
American Pie (People's Press)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...