Edward Rutherfurd: Paris

Originaltitel: Paris

Forfatter: Edward Rutherfurd

Serie: -

Forlag: Hodder & Stoughton

Sideantal: 743

Udgivet: 2013

Oversat til dansk: Paris

Læst på: Engelsk

Stjerner: 5/5

Fire familier udgør guiderne igennem historiske begivenheder fra før og efter den Franske Revolution. Fra subjektive standpunkter gengives jødeforfølgelserne, kampen imellem protestantisme og katolicisme og aristokraternes storhed og forfald.

Paris er ligeså meget en roman om at være en del af historien som at være med til at skabe historien; det er en roman om menneskers og nationers egoisme, fordomme og ambitioner, men også om deres forbindelser, næstekærlighed og idealer om en bedre verden.

Hemingway reached over and poured her some wine.
'Maybe it's in the eye of the beholder,' he said. 'Paris has always been proud of being a cultural centre ever since the university was set up ... History may or may not remember the recent French presidents, but it's going to remember the Impressionists, and the Ballets Russes, and Stravinsky, and Picasso I suspect, all together. So what will  Paris be? The memory of all those wonderful things. We remember Napoléon, the Corsican, and Eiffel, who was Alsatian, and most of us remember that Ben Franklin lived here. That's Paris.' He grinned. 'Paris became an international city, so now it belongs to all of us. Everyone in the world.'

Lange romaner kan være noget af det værste og noget af det bedste. For mens en roman, der trækker i langdrag, dræber ens læselyst og får en til at tælle antallet af sider til bogens slutning, genererer en fængslende roman kun glæde ved tanken om det høje sideantal. Heldigvis er Paris af den sidstnævnte slags. Edward Rutherfurd gør en dyd ud af at runde sine karakterer, så de alle har dybde til sig, og både de kvindelige og de mandlige personager besidder gode og dårlige sider, hvilket netop er det, der gør dem så virkelighedstro. Og så fantastiske at læse om.

Samtidigt mestrer Rutherfurd kunsten at formidle det komplekse net kaldet historien på en smuk og let tilgængelig facon for sine læsere; der veksles mellem middelalderen og den tidlige moderne tid. Det hjælper, hvis man besidder en vis forhåndsviden omkring verdenshistorien, især da der indimellem skal holdes styr på blandt andet krige, adskillige franske konger og de forskellige landes udenrigspolitik, men eftersom en del af de politiske og historiske aspekter bliver forklaret af voksne til børn, er det overkommeligt at læse om.

'So do you want to change the world?'
'No. Because the world's been pretty good to me. But I like to try to discover the truth about how things look.'

I hverdagens travlhed er den litterære virkelighedsflugt til Paris en fornøjelse, som jeg selv søgte igen og igen og igen. Jeg var med til at bygge Eiffeltårnet og konverserede med selveste Gustave Eiffel; jeg deltog i Victor Hugos begravelse, hvor jeg havde den bedste udsigt; jeg besøgte Monets fortryllende have; og jeg var vidne til Ernest Hemingways stædighed og genialitet. Kulturelle delikatesser blev serveret til mig på et blankpoleret sølvfad, og jeg er overbevist om, at hvis man kan værdsætte disse, vil man elske fortællingen. Sjældent har jeg lært så meget af at læse en roman, og jeg tog mig selv i at forsøge at formidle den nyerhvervede viden videre til andre mennesker, fordi jeg rummede så mange spændende fakta om en by, rig på kultur og rig på indflydelse over resten af verden.

Katie Hickman: Det Gyldne Bur

Originaltitel:The Aviary Gate
Forfatter: Katie Hickman
Serie: The Aviary Gate #1

Forlag: Bloomsbury
Sideantal: 432
Udgivet: 27-05-2008
Oversat til dansk: Det Gyldne Bur
Læst på: Dansk
Stjerner: 3/5

Da Celia Lampreys skib forliser og mandskabet ombord bliver dræbt, tager hendes liv en uventet drejning. Solgt til sultanens harem forsøger hun at glemme sin fortid og ikke mindst sin forlovede, Paul. Det er dog lettere sagt end gjort, for da Celia opdager, at et særligt engelsk skib holder til i Konstatinopel, puster det liv i den gnist af håb, hun har tilbage. Og sætter hende i stor fare.

Flere hundrede år senere kommer denne bortførelsesberetning i hænderne på Elizabeth, som forsøger at stykke sammen, hvordan Celias skæbne udfoldede sig tilbage i 1600-tallet. Slap Celia fri? Genså hun nogensinde sin elskede? Den slags spørgsmål og Elizabeths eget kærlighedsliv tager hende med til Istanbul. Et sted, hvor hun kommer til at dykke dybere ned i Orientens hemmeligheder og intriger.

"Ved han, at du er død?"
"Ved han, at jeg er død!" Celia var lige ved at grine. "Men jeg er ikke død, kan jeg oplyse dig om. Sikke noget at sige! Du mener, om han har hørt om min fars skib? Det skulle jeg mene," sagde hun tørt. "Halvdelen af lasten var hans."
"Men hvad med os?" Annettas øjne gnistrede. "Celia, har du aldrig overvejet, om nogen ved, hvad der er blevet af os?"

Det Gyldne Bur er en bortførelsesberetning med eventyrlige undertoner. Jeg fik helt lyst til at hjælpe Elizabeth med at opklare mysteriet om Celia. Bogen veksler imellem Konstatinopel i 1599 og nutidens Oxford og Istanbul. Mordforsøget på chefeunukken, som historien lægger ud med, kommer til at være bogens omdrejningspunkt. Men for mig var det ikke det, der var mest interessant. Det var derimod Celias forvirring om, hvorvidt hun burde holde fast i sin fortid eller slippe den. Jeg kunne virkelig mærke hendes afmagthed. Og igennem den første halvdel af bogen, blev der bygget en masse spænding op. Denne spænding blev desværre aldrig udfriet senere hen, og der var et punkt i bogen, hvor det hele ligesom gik i stå.

Det er første gang, at jeg læser litteratur, som foregår i Det Osmanniske Rige, og derfor var hele miljøet også nyt og spændende. For eksempel beskrives Lyksalighedens Hus, hvor Sultanmoderen, yndlingshustruen, konkubinerne, cariyerne og eunukkerne bor, på en troværdig måde. Det er nok vigtigt at understrege, at bogen rent faktisk er en historisk roman, og man kan mærke, at Katie Hickman har gjort sit forarbejde. Der kommer på et tidspunkt fakta om blandt andet handelsrettigheder og astronomi, som jeg kunne have undværet, men igen må jeg huske på førnævnte. Jeg lærte i hvert fald noget nyt i læseprocessen!

Mens Celias historie interesserede mig, kedede jeg mig med hensyn til Elizabeths, der virkede som en stor kliché. Forvirret kvinde tager til udlandet, møder kærligheden og glemmer sorgerne. Jeg var ikke imponeret. Halvdelen af persongalleriet er broget, mens den anden halvdel er rent ud sagt kedeligt. Samtidigt var slutningen meget vag, og jeg manglede ligesom et eller andet - som jeg ikke helt kan sætte ord på - da jeg var færdig. I hvert fald sad jeg med en masse spørgsmål i slutningen. Jeg er klar over, at der er lavet en fortsættelse, men om jeg vil læse denne, ved jeg endnu ikke. Jeg vil gerne anbefale bogen, men advare om, at man ikke skal sætte forventningerne for højt.