Sarah J. Maas: Crown of Midnight

Indeholder spoilers, hvis man ikke har læst Throne of Glass!

Originaltitel: Crown of Midnight

Forfatter: Sarah J. Maas

Serie: Throne of Glass #2

Forlag: Bloomsbury

Sideantal: 420

Udgivet: 27-08-2013

Oversat til dansk: -

Læst på: Engelsk

Stjerner: 5/5

Friheden befinder sig langt ude i horisonten, imens Celeana agerer kongens nådesløse lejemorder. Men med hemmeligheder for selv sine nærmeste venner er hun i stand til at at udføre sine jobs, så kongen ingen mistanke får til hendes samvittighed.

Alt dette ændres dog, da hun en dag bliver beordret til at dræbe en gammel ven, som mistænkes for højforræderi. Dette job udsætter ikke kun Celeana selv for overhængende fare fra de mest uventede hjørner, men også bedsteveninden Nehemia, kronprinsen Dorian og ikke mindst personen tættest på hendes hjerte, Chaol.

Chaol kept staring as though he didn't know her, his body so very still. She wouldn't have him thinking her vulnerable, or foolish, or inexperienced - not when she'd worked so hard and sacrificed so much to get to this point. Maybe it had been a mistake to let him in; because the idea of him thinking that she was weak, that she needed to be protected, made her want to shatter someone's bones.

Sarah J. Maas' episke fantasyroman gav mig vinger, for jeg fløj henover de lidt over 400 sider på ingen tid, og da jeg landede, kunne jeg stadigvæk ikke begribe, hvor mange oplevelser, jeg havde fået med under turen. Jeg var såvel forpustet som følelsesmæssigt opbrugt. Hvis alle fortsættelser var ligeså fuldendte som Crown of Midnight, ville jeg have afsluttet langt flere serier i løbet af årene, og den lever ikke kun op til, men overgår ligefrem sin forgænger Throne of Glass.

Igennem Celeanas øjne udforskes slottet og resten af de gotiske omgivelser, som rummer et utal af mysterier; lige fra ældgamle gåder til vanskabninger, der lurer i bibliotekets skyggefulde korridorer. Selvom Celeana er frygtesløs, er det stadigvæk muligt at blive bange på hendes vegne. Og at beskrive hende som 'frygteløs' er muligvis for mildt, eftersom hendes personlighed præsenteres fra en helt ny og skræmmende vinkel i bogen, hvori man som læser endeligt finder ud af, hvordan hun har tilegnet sig sit verdensomspændende ry som nådesløs lejemorder. Den atypiske hovedperson er i sandhed noget af det bedste ved denne serie. Hun ønsker ikke at blive en heltinde, et symbol på håb, men skæbnen retter sig ikke efter ønsker.

Følelser imellem personerne udhviskes og tegnes atter op. Celeana, Chaol og Dorian er nærmest dømt til tragedie, men jeg nærer stadig et håb for en eventyrslutning; efter at være kommet ind på livet af samtlige af dem kan jeg ikke bære andet. Men det er ikke til at sige, hvordan forfatterinden vil bringe trådene sammen, og jeg har erkendt, at det eneste forudsigelige ved serien er uforudsigeligheden i den.

The Life of a Happy Student

Hylden er ved at bukke under vægten af bøgerne fra de to første semestre på engelsk-uddannelsen. Stakkels hylde. 

Det er vel kun passende, at jeg dagen inden studiestart siger et par ord om de to første semestre af min uddannelse - engelsk på Københavns Universitet - der er blevet nævnt ved adskillelige lejligheder på bloggen, på Twitter, ved bloggertræf, etc. Det er en nostalgisk tid for mig, for på denne tid for et år tilbage rumsterede hundredvis af sommerfugle i min mave, da jeg snart skulle til at påbegynde et studie, som jeg håbede på ville blive et eventyr.

Spekulationerne gik forrige sommer på undervisningens udformning og mine kommende medstuderende. Ville undervisningen være noget for mig? Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg altid har stræbt efter topkarakter, så ville jeg kunne nøjes med lavere karakter, end jeg hidtil havde fået på handelsgymnasiet? Ville jeg kunne enes med mine medstuderende? Og hvor stor en del af mit sociale liv ville de fylde? Ubesvarede spørgsmål fandtes i spandevis, men som de efterhånden blev besvaret, gik det op for mig, at jeg var det helt rigtige sted med de helt rigtige mennesker.

At træde ind i en forelæsningssal og for alvor agere studerende var blot en af de ting, som jeg hurtigt kom til at elske efter, at min allerførste forelæsning udspillede sig, hvor en ældre, britisk professor fremlagde "Beowulf" på oldengelsk. Det var en smule dramatisk, en anelse sært, men helt og igennem vidunderligt. Dertil kom holdundervisningen med Hold D, som jeg allerede havde fået knyttet masser af bånd til igennem rusturen og introarrangementerne på universitetet. Mit hold var så heldige at få den dygtigste underviser, jeg nogensinde har haft; en ung professorinde fra New York, der både havde humoren og undervisningstalentet på plads, og som gik hen og blev en af de største inspirationskilder og indflydelser på mig i løbet af mit første år. Af hende lærte jeg at mestre abstrakt tænkning og at filtrere det til originale opgaver, og jeg lærte at stole på egne instinkter, hvad angik skriveprocessen, så topkaraktererne til min glæde fulgte mig videre på universitet.

Mine medstuderende, som jeg var så spændt på at lære endnu bedre at kende, medvirkede især til at gøre det første år til et eventyr. Jeg blev positivt overrasket over, hvor forskellige mine medstuderende var; der var litteraturinteresserede, skuespillere, musikere, filmproducenter, poeter, sportsfolk og så videre. Jeg blev dagligt inspireret til at fordybe mig i mine egne hobbyer, og jeg følte, at jeg var omgivet af folk, der forstod sig på at været passioneret omkring noget. Disse mennesker bidragede til nogle spændende faglige diskussioner på holdet. Iblandt dem fandt jeg foruden gode venner og veninder, nogle af mine bedste veninder, som jeg har grinet og grædt med og i fælleskab græmmet mig over omfattende opgaver.

Kaféen (eller Kæˈfeən, som stedet som en intern joke hedder, fordi det er skrevet fonetisk, hvilket der bliver gjort en del ud af på andet semester på engelsk) fortjener et afsnit for sig selv. Stedet ligner et loppemarked, fyldt med gammelt ragelse og møbler, der har set meget, meget bedre dage, og næsten hver mandag er Kaféen skyld i, at halvdelen af KUA lugter af øl. Men for mange studerende, inklusive undertegnede, symboliserer stedet et socialt samlepunkt, der er fyldt med gode minder fra kaffestunder med gode grin, fredagsbarer og fester med høj musik, dansen på bordene og drinks til den lyse morgen. Universitetet ville ikke være det samme uden Kaféen.

Der er så mange områder, som jeg ikke har berørt, men for at indlægget ikke skal blive uendeligt, vil jeg afslutte her. Som I nok kan fornemme af dette indlæg, har min studiestart og mit første år været en solskinshistorie, en dans på roser, et eventyr, som jeg ynder at kalde det gang på gang. Jeg har for nyligt fejret eventyret med en sommerhustur sammen med nogle af mine medstuderende, og jeg ser i dette øjeblik frem til atter at tage hul på et nyt semester i morgen. I mine øjne er det at være studerende ikke blot en beskæftigelse, men en livstil, der tilfører stor glæde i hverdagen, og jeg ser frem til mindst fire år endnu med denne livstil.

Mary Shelley: Frankenstein

Originaltitel: Frankeinstein; or, The Modern Prometheus 

Forfatter: Mary Shelley

Serie: -

Forlag: Barnes & Noble, Inc.

Sideantal: 207

Udgivet: 2012 (org. 1818)

Oversat til dansk: Frankenstein

Læst på: Engelsk

Stjerner: 4/5

Victor Frankenstein har med sin kvikke hjerne og kærlige familie en lys fremtid foran sig. Siden barnsben har naturfilosofien og videnskaben holdt hans største interesse, og han fordyber sig senere i disse områder som studerende på universitetet i Ingolstadt. 

Sorgen over sin mors død, som forekommer i denne periode af hans liv, udvikles imidlertid til en næsten manisk beslutsomhed om at skabe et levende væsen ud af noget dødt. Dette væsen bliver dog til et menneskelignende uhyre og samtidigt Victors nemesis, der kommer til at forfølge ham resten af hans liv.

But where were my friends and relations? No father had watched my infant days, no mother had blessed me with smiles and caresses; or if they had, all my past life was now a blot, a blind vacancy in which i distinguished nothing. From my earliest remembrance I had been as I then was in height and proportion. I had never yet seen a being resembling me, or who claimed any intercourse with me. What was I? The question again recurred, to be answered only with groans.

I sin gotiske udformning er Frankenstein af Mary Shelley en klassiker, der er ligeså relevant i dag, som den var, da den blev udgivet i 1818 for første gang. Spørgsmål rejses om religion og videnskab, om mennesker og uhyrer, hvorimellem skillelinjen ikke er til at placere. Den storslåede, vilde natur danner det meste af tiden baggrunden for personagernes færden og for eksempel bliver De Schweiziske Alper så levende, at de kommer til at føles uundværlige for læseoplevelsen.  

Mary Shelley beskriver også mennesker og uhyrer i formidable vendinger, og såvel tankestrømme som handlingsmønstre føles ægte. Den melankolske undertone er konstanten, mens fortællerstemmen er variablen. Romanen indeholder midtvejs tre lag af beretninger; Robert Waltons, den egentlige fortællers, beretning, dernæst Victor Frankensteins beretning og til sidst uhyrets beretning. Det er nemt at fortabe sig i hver stemme og sympatisere med vedkommende lige indtil, der atter sker en overgang fra den ene til den anden, og sympatien afledes og skiftes ud med tvivl og foragt. Det bliver alt sammen et spørgsmål om perspektiv.

There is something at work in my soul, which I do not understand.

Adskillelige tematikker kan udledes af klassikeren, og det vil sikkert være muligt at bruge ugevis, hvis ikke månedsvis, på at beskæftige sig med disse (hvilket jeg da også skal på mit tredje semester på universitetet, som jeg ser ualmindeligt meget frem til). Uhyret, et af de mest spændende elementer, kan symbolisere alt lige fra karma til en afspejling af skaberen, Victor Frankenstein, som af mange anses for at være det egentlige uhyre. Men da Frankenstein selv er et eksempel på menneskelighed, er uhyrer så skabt af mennesker eller er alle mennesker blot uhyrer bag det pæne ydre?

Nyt på bogreolen #31

Så mange litterære værker i enestående udgaver har fundet vej ind i mit liv i løbet af den sidste måneds tid, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal begynde, og hvor jeg skal slutte. Først og fremmest har jeg modtaget en stak anmeldereksemplarer: Sanddrømmeren af Sidsel Katrine Slej, Divergent - Oprøreren af Veronica Roth og Paladin Profetien af Mark Frost. Jeg har vundet Daimon og Halfblood af Jennifer L. Armentrout, og så har jeg indkøbt The Murders in the Rue Morgue and Other Tales af Edgar Allan Poe og Charles Dickens (Authors in Context) af Andrew Sanders på endnu et Bookdepository.com udsalg til virkelig ingen penge (som i ca. 35 kr. sammenlagt). Jeg ejer i forvejen en dansk udgave af Poes noveller, men den mangler en del, der er til at finde i den engelske udgave. Frankenstein af Mary Shelley har jeg erhvervet mig i den smukke Barnes and Noble Leatherbound Classics udgave, som, jeg før har nævnt, er blevet samleobjekter. Grunden hertil findes i mit næste semester, hvor klassikeren skal læses.

Torsdag den 8. august indledte jeg et nyt årti, da jeg fyldte 20 år, og gaveregnen indeholdte et ønske fra mine forældre, der stod højt på min liste, nemlig Jane Austens samlede værker i illustrerede udgaver; det er i sandhed nogle af de vidunderligste bøger, jeg nogensinde har set, og de giver mig hjertebanken og gør mig ør af lykke. Jeg tror i dette tilfælde, at jeg vil lade billederne tale for sig selv. Kollektionen indeholder: Persuasion, Lady Susan, Northanger Abbey, Emma, Pride and Prejudice, Mansfield Park og Sense and Sensibility.

Sidst men ikke mindst kommer fødselsdagsgaven til mig selv, hvor udgaven er næsten ligeså særegen som fortællingen selv. Det handler om Life of Pi af Yann Martel, en af mine mest højt agtede romaner, som jeg desværre kun ejede i en dansk udgave, før jeg besluttede mig for, at jeg ikke kunne leve uden den signerede og illustrerede udgave, som der kun findes 3000 eksemplarer af i verden. Jeg ser frem til genlæsningen ualmindeligt meget, for de fantastiske illustrationer vil med sikkerhed supplere de skrevne ord med ynde.

The Sweet Life

Turen går i morgen til Tisvildeleje, hvor jeg skal tilbringe de næste syv dage i sommerhus med 11 herlige venner og veninder fra engelsk-studiet. Glæden er næsten af barnlig karakter, men det passer også udmærket med planerne for ugen, hvor den både står på selskabslege, festligheder og pjattede måder at lære hinanden endnu bedre at kende efter et år som studiekammerater.  

billeder.

Huset, vi skal bo i, har det hele; indendørs swimmingpool, spabad, sauna, poolbord, bordfodbold, grill, spillerkonsoller i alle afskygninger, bordtennis, dart og kombineret med den underholdning, vi selv medbringer, frygter jeg på ingen måde risikoen for regnvejrsdage. Eftersom jeg ikke har været ude at rejse denne sommer, er turen det tætteste, jeg kommer på et sommereventyr. Jeg håber på, at der kommer et Nyt På Bogreolen-indlæg op i morgen, men ellers vil jeg trykke på pauseknappen for bloggen, mens jeg er væk.

If I Were A: Beauty Blogger - Skincare Routine

At udvælge de rette hudplejeprodukter kan ofte føles som at skulle navigere rundt i en labyrint; det kan virke komplet umuligt og uoverskueligt. Der findes så mange slags derude, at man ofte farer vild mellem mærker og produkter, der afgiver løfter, de ikke kan overholde, og pludselig har man spildt penge på noget, som man kunne have undværet eller ligefrem ikke kan fordrage. Jeg har desværre stået i den situation et par gange. Min hudplejerutine er langt fra det rigtige svar for alle, men jeg vil glædeligt indvie jer i den og håbe på, at den kan inspirere til at finde produkter, der passer til jeres egen hudtype og udfordringer. 

Til at starte med kan jeg fortælle, at jeg har kombineret hud, hvilket vil sige en relativt fedtet T-zone, som jeg har døjet med i årevis, og almindelige kindområder (hverken for tørre eller for fedtede). "Hvilken hudtype har jeg?" er et vigtigt spørgsmål at stille sig selv i forbindelse med køb af hudplejeprodukter, for et forkert valg i den henseende kan føre til vanskeligheder, såsom hudirritationer og lignende. Dem kan man så vidt muligt undgå ved at stille sig selv det spørgsmål, og eventuelt få professionel hjælp til at besvare det i Matas eller Magasin. Man må dog også erkende, at som de fleste køb er hudplejeprodukter et sats, og der er ingen, der kan give dig den perfekte hud på en uge; flot hud er resultatet af sund kost og masser af vand, motion og ikke mindst gener - som man ikke lige kan lave om på (i hvert fald ikke i dette århundrede). Men at følge en hudplejerutine konsekvent kan hjælpe en på vej til at få en flottere hud.

Hver morgen og aften anvender jeg to af trinene i Cliniques Anti-Blemish Solutions; jeg renser først min hud med sæben Cleansing Foam og toner herefter med Clarifying Lotion. Ifølge Clinique såvel renser som forebygger serien urenheder, og efter at have brugt dem i et par måneder, må jeg erklære mig enig i, at bumser ikke længere trænger sig på så ofte, og de fleste af mine porer ser da også renere ud. Om aftenen fjerner jeg dog først min øjenmakeup med Cliniques Gentle Eye Makeup Remover og resten med Matas Alt-i-en Ansigtsrens, hvor sidstnævnte er både billig og effektiv; den kan også bruges til øjenmakeuppen, men jeg foretrækker Cliniques skånsomme version. Jeg kan ikke fordrage at gå i seng med makeup på, og det siger sig selv, at det er usundt for huden, da den ikke får lov til at ånde, og derfor har jeg gjort det til en vane at fjerne makeuppen om aftenen (selv når jeg kommer hjem fra byen kl. 05.00, forsøger jeg at overholde dette), og jeg bilder også mig selv ind, at jeg altid sover bedre, når renserutinen sammen med tandbørstningen er overstået.

Fugt, fugt, fugt! Huden klarer sig selv til en vis grad, men den har ofte brug for en hjælpende hånd til at forblive hydreret. Jeg sværger til Lancôme Hydra Zen Neurocalm, som er alle pengene værd (435 kr.). Den har været en tro følgesvend for mig i både sommer- og vinterperioder, og jeg bliver ved med at vende tilbage til den, selvom jeg stadig eksperimenterer med billigere alternativer. Den dufter så fint, og så har jeg oplevet forkølelser med næsepudseri i lange baner, hvor næseområdet hverken blev rød eller udtørret, fordi jeg brugte den creme. Cremen fås både i en dags- og natversion, men jeg nøjes med dagsversionen og bruger den også om aftenen. Til øjnene bruger jeg Clinique All About Eyes uden parfume og til læberne holder jeg af Elizabeth Arden Eight Hour Cream, der selvfølgelig kan bruges over alt. I begyndelsen skulle jeg lige vænne mig til den krasse duft, men mine læber takker mig.



1-2 gange om ugen bruger jeg en maske, og jeg er altid enormt begejstret efterfølgende, fordi resultatet kan mærkes øjeblikkeligt, da døde hudceller fjernes, og huden renses lidt dybere end ellers. Jeg veksler lidt imellem en skrubbemaske og peel-off maske, og lige i øjeblikkeligt bruger jeg disse to: Matas Peel-off Maske og  Plaisir Exfoliating Face Scrub. Matas har også en rigtig fin skrubbemaske, men jeg faldt over Plaisir maske på tilbud og tænkte, at jeg ville prøve den, og med dens korn, der er hverken for fine eller for grove og en skøn duft, kunne den godt blive et genkøb.

Hvis I har læst med hertil, vil jeg give jer et mentalt klap på skulderen, for det fortjener I. Jeg ville slutte dette ualmindeligt lange indlæg af med at sige, at der ingen genveje er til sund og velplejet hud ud, men igennem arbejde og tålmodighed kan det lade sig gøre at opnå, og jeg har altid været af den mening, at hvis man er utilfreds med enten et ydre eller indre aspekt, så må man forsøge at ændre på.

Veronica Roth: Divergent - Oprøreren

Indeholder spoilers, hvis man ikke har læst Divergent!

Originaltitel: Insurgent

Forfatter: Veronica Roth

Serie: Divergent #2

Forlag: HarperCollins Children's Books

Sideantal: 496

Udgivet: 01-01-2012

Oversat til dansk: Divergent - Oprøreren

Læst på: Dansk

Stjerner: 5/5

Tris sørger tabet af sine venner, sine forældre og sit tidligere liv, alt imens hun er på flugt fra de skytsengle og intelligensianere, der har udryddet hendes tidligere faktion, puritanerne, og dermed slået hende ud af kurs i en sådan grad, at livslysten er ebbet ud.

Under sin flugt stifter hun bekendtskab med pacifisterne, sanddru og de faktionsløse, der er mere talrige og organiserede, end Tris nogensinde havde forestillet sig. For at afsløre sandheden bag angrebet på puritanerne kræver det samarbejde på nogle punkter og forræderi på andre. Intet sker dog uden konsekvenser.

De griner alle sammen. Vi griner alle sammen. Og det slår mig pludselig, at det her måske i virkeligheden er Tobias' sande faktion. De faktionsløse bekender sig ikke til en bestemt dyd. De fås i alle farver, foretager sig alt muligt, har alle dyder og alle svagheder - og ser ikke ned på hinanden af den grund.
Jeg ved ikke, hvad det er, der binder dem sammen. Så vidt jeg kan se, er fiasko det eneste, de har tilfælles. Men uanset hvad det er, så ser det ud til at være tilstrækkeligt.
Jeg ser på ham og får en følelse af, at jeg for første gang ser ham, som han virkelig er, og ikke, som han er i forhold til mig. Og hvis jeg aldrig har set ham sådan før, hvor godt kender jeg ham så overhovedet?

Divergent - Oprøreren (på engelsk Insurgent) er en af de mest vellykkede fortsættelser, jeg hidtil har læst, da den på en gang levede op til sin forgænger og besvarede det væld af spørgsmål, der opstod under læsningen af Divergent - Afvigeren, såsom hvilken rolle divergents spiller i samfundet. I sit hæsblæsende tempo tog Veronica Roth mig med fra faktion til faktion, hvis særprægetheder vakte forundringens glæde hos mig; der var sanddrus sandhedsserum og pacifisternes religiøse ceremoni, som blev præsenteret i korte passager, men efterlod langvarige indtryk.

"Det er ikke dig, det handler om," siger hun. "Det er en gave. Du kan ikke gøre dig fortjent til den, for så er det ikke længere en gave."

Fortællingen er dog langtfra en solskinshistorie. Tris' skyldfølelse over mordet på sin ven Will og savnet til sine afdøde forældre bliver suppleret af intelligensias fortsatte ondskab og skaber et dystert og skræmmende verdensbillede, hvor ingen er i sikkerhed - mindst af alle Tris og de mennesker, som hun holder af. Det på én gang romantiske og venskabelige forhold til Tobias er ligeså usikkert som verden, der omringer hende, hvor forræderi er hverdagskost, og dødsfald tit står på menuen. Forholdets problemstillinger besad en autencitet, der bidragede til at gøre historiens vigtige personer ægte.

Mystik indsvøber historien i en tåge, som det er muligt at se igennem hen imod romanens slutning, men ikke før. Et par af mine egne gæt viste sig at være lige præcis det svar, som Tris søgte efter, og dog er Divergent - Oprøreren ikke som sådan forudsigelig, faktisk langt fra, hvilket er noget af det, jeg værdsætter allermest ved denne serie. Den overrasker, forfærder og rejser moralske spørgsmål.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men holdningerne i anmeldelsen er helt mine egne.

Introducing "If I Were A"

Bloggerverdenen er stor og rig på spændende indlæg, fine tips, smukke billeder og meget, meget mere, og jeg har en håndfuld blogs, der dækker vidt og bredt og er til stor inspiration for mig. En idé blev sået i savnet efter engang imellem at blogge om andet end bøger, og efterhånden som idéen spirede, blev jeg overbevist om, at jeg måtte indføre den på bloggen. 

"If I Were A"-indlæggene kommer til at være en afveksling fra bloggens bogtema, en slags "Casual Friday", da jeg hver uge på en tilfældig dag vil forestille mig at være en anden slags blogger. Eksempelvis kunne titlen på et indlæg være:

• If I Were A: Movie Blogger
• If I Were A: Photography Blogger
• If I Were A: Beauty Blogger
• If I Were A: Fashion Blogger
• If I Were A: Music Blogger
• If I Were An: Interior Blogger
• If I Were A: Health / Fitness Blogger
• If I Were A: Food Blogger

Tidligere indlæg på Merry Reading!, der omhandler koncerter, film eller kun indeholder billeder, passer ind under ovenstående idé, så derfor er det ikke langt fra, hvad jeg tidligere har postet; dog vil dette være et forsøg på at være konsistent afvekslende. Jeg er håbefuld i mit ønske om, at I vil have ligeså stor glæde af at læse med, som jeg vil have af at skrive disse indlæg.