mandag den 30. december 2013

Edward Rutherfurd: Paris

Originaltitel: Paris
Forfatter: Edward Rutherfurd
Serie: -
Forlag: Hodder & Stoughton
Sideantal: 743
Udgivet: 2013
Oversat til dansk: Paris
Læst på: Engelsk
Stjerner: 5/5

Fire familier udgør guiderne igennem historiske begivenheder fra før og efter den Franske Revolution. Fra subjektive standpunkter gengives jødeforfølgelserne, kampen imellem protestantisme og katolicisme og aristokraternes storhed og forfald.

Paris er ligeså meget en roman om at være en del af historien som at være med til at skabe historien; det er en roman om menneskers og nationers egoisme, fordomme og ambitioner, men også om deres forbindelser, næstekærlighed og idealer om en bedre verden.

Hemingway reached over and poured her some wine.
'Maybe it's in the eye of the beholder,' he said. 'Paris has always been proud of being a cultural centre ever since the university was set up ... History may or may not remember the recent French presidents, but it's going to remember the Impressionists, and the Ballets Russes, and Stravinsky, and Picasso I suspect, all together. So what will  Paris be? The memory of all those wonderful things. We remember Napoléon, the Corsican, and Eiffel, who was Alsatian, and most of us remember that Ben Franklin lived here. That's Paris.' He grinned. 'Paris became an international city, so now it belongs to all of us. Everyone in the world.'

Lange romaner kan være noget af det værste og noget af det bedste. For mens en roman, der trækker i langdrag, dræber ens læselyst og får en til at tælle antallet af sider til bogens slutning, genererer en fængslende roman kun glæde ved tanken om det høje sideantal. Heldigvis er Paris af den sidstnævnte slags. Edward Rutherfurd gør en dyd ud af at runde sine karakterer, så de alle har dybde til sig, og både de kvindelige og de mandlige personager besidder gode og dårlige sider, hvilket netop er det, der gør dem så virkelighedstro. Og så fantastiske at læse om.

Samtidigt mestrer Rutherfurd kunsten at formidle det komplekse net kaldet historien på en smuk og let tilgængelig facon for sine læsere; der veksles mellem middelalderen og den tidlige moderne tid. Det hjælper, hvis man besidder en vis forhåndsviden omkring verdenshistorien, især da der indimellem skal holdes styr på blandt andet krige, adskillige franske konger og de forskellige landes udenrigspolitik, men eftersom en del af de politiske og historiske aspekter bliver forklaret af voksne til børn, er det overkommeligt at læse om.

'So do you want to change the world?'
'No. Because the world's been pretty good to me. But I like to try to discover the truth about how things look.'

I hverdagens travlhed er den litterære virkelighedsflugt til Paris en fornøjelse, som jeg selv søgte igen og igen og igen. Jeg var med til at bygge Eiffeltårnet og konverserede med selveste Gustave Eiffel; jeg deltog i Victor Hugos begravelse, hvor jeg havde den bedste udsigt; jeg besøgte Monets fortryllende have; og jeg var vidne til Ernest Hemingways stædighed og genialitet. Kulturelle delikatesser blev serveret til mig på et blankpoleret sølvfad, og jeg er overbevist om, at hvis man kan værdsætte disse, vil man elske fortællingen. Sjældent har jeg lært så meget af at læse en roman, og jeg tog mig selv i at forsøge at formidle den nyerhvervede viden videre til andre mennesker, fordi jeg rummede så mange spændende fakta om en by, rig på kultur og rig på indflydelse over resten af verden.

lørdag den 21. december 2013

When love - sorry, I mean exam - takes over



Når eksamen tager over, ser det således ud. Billedet er omend en smule censureret, eftersom det er taget i dag, hvor jeg blot har lagt sidste hånd på min eksamensopgave i mit valgfag Sense and Sensibility. I løbet af de forrige dage ville der have været en krig af bøger og artikler involveret på billedet. Forsynet med skoldhed te og diverse julegodter har jeg brugt ugen på at modellere en stil baseret på Jane Austen, Charlotte og Emily Brontë med en snert af Virginia Woolf (foruden et ton af sekundær kritik). 

Som jeg tweetede forleden,  så holder jeg umådeligt meget af at skrive eksamen på studiet. Selvom eksamensskrivning for mit vedkommende kræver timevis af fordybelse, er det en velkendt og vidunderlig trance, der gør mig klogere på perioder, literære værker og analyseredskaber, og da jeg er blevet aldeles sikker på mine egne fortolkninger og skrivekunstskaber i løbet af de tre første semestre, tager jeg eksamener som velkomne udfordringer.

Hvordan har I det med eksamener; hader I dem, elsker I dem, eller skal de bare overstås?

mandag den 2. december 2013

And the winner is ...

Jeres elskværdige kommentarer til min fødselsdags giveaway varmede mit hjerte og mindede mig atter om, hvor meget jeg elsker at befinde mig i det infinite bloggerunivers. Tusinde tak! Jeg har noteret mig alle de mange anbefalinger, hvoraf en del var mere eller mindre ukendte for mig, og andre allerede stod på min to-read-liste. Førstnævnte bidrager til min ønskeliste til jul, mens sidstnævnte har øget mine forventninger til bøgerne. Nu til den heldige vinder, der blev fundet ved lodtrækning!





TILLYKKE, TILLYKKE, TILLYKKE til Piskeriset, som valgte Throne of Glass af Sarah J. Maas. Du får fluks en mail fra mig. Jeg håber, at du bliver ligeså glad for bogen, som jeg selv er!

søndag den 1. december 2013

Nyt på bogreolen #33

Glædelig jul! Det er blevet tid til at vende kalenderen til december, en af årets mest anticiperede måneder. Mine planer for måneden består af eksamensskrivning, fødselsdage og julefrokoster; der står også en masse læsning på programmet, når jeg d. 23. går på juleferie efter at have afleveret min eksamen i valgfaget Sense & Sensibility. Jeg vil starte 1. advent ud med at vise de bøger, der fandt vej til mig sidste måned (foruden bøgerne fra Bogforum).

Ovenstående bøger er to anmeldereksemplarer fra forfatterne selv; Blandet slik af Cecilie Sund Kristensen er allerede anmeldt, mens jeg stadig har Ti tyve tredive af Per Bloch til gode. Aspekter af bagsideteksten og det, jeg har skimmet af første kapitel, minder mig lige umiddelbart om Neil Gaiman's The Ocean at the End of the Lane, som jeg elskede, så jeg er spændt på at kaste mig ud i Blochs debutroman.

Jeg var så heldig at vinde Den Skyldige af Lisa Ballantyne hos People's Press. Det er en krimi-thriller, og selvom jeg ikke så tit tyer til den genre, har jeg indtil videre kun haft fine oplevelser med den, så jeg er optimistisk omkring Den Skyldige.

Her til sidst kan I spotte de bøger, som jeg selv har indkøbt. Paris af Edward Rutherfurd ville jeg oprindeligt have i en anden udgave, men den var desværre udgået, så jeg måtte nøjes med denne, der heldigvis også er ganske yndig. Jeg regner med at gøre bogen færdig i morgen, hvor anmeldelsen (højst sandsynligt) også vil blive postet; iblandt billederne fra Bogforum kan ses signeringen, som jeg fik med på vejen af forfatteren. 

Udgaven af Allegiant af Veronica Roth, som jeg færddiggjorde i går aftes, passer udseendesmæssigt til de to første bøger, på trods af de er på dansk. Self er Yann Martels postmodernistiske debutroman. Jeg placerede ham på en pedestal efter at have læst Life of Pi og ser derfor utroligt meget frem til at fordybe mig i hans fiktionsprosa med selvbiografiske elementer. 

Den sidste bog, The Madwoman in the Attic af Gilbert og Gubar, er sekundær litteratur, der blev henvist til på mit første semester, og som jeg igen og igen har fundet referencer til. Nu syntes jeg, at det var på tide at give den en fast plads på min bogreol, hvor jeg er sikker på, at den vil blive hevet ned fra i eksamensperioder og generelt igennem min uddannelsestid. Den beskæftiger sig med alle de store kvindelige forfattere såsom Jane Austen, Brontë-søstrene, George Eliot, Emily Dickinson og Mary Shelley.

PS. Vinderen af min fødselselsdags giveaway afsløres i morgen.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...