When love - sorry, I mean exam - takes over

Når eksamen tager over, ser det således ud. Billedet er omend en smule censureret, eftersom det er taget i dag, hvor jeg blot har lagt sidste hånd på min eksamensopgave i mit valgfag Sense and Sensibility. I løbet af de forrige dage ville der have været en krig af bøger og artikler involveret på billedet. Forsynet med skoldhed te og diverse julegodter har jeg brugt ugen på at modellere en stil baseret på Jane Austen, Charlotte og Emily Brontë med en snert af Virginia Woolf (foruden et ton af sekundær kritik). 

Som jeg tweetede forleden,  så holder jeg umådeligt meget af at skrive eksamen på studiet. Selvom eksamensskrivning for mit vedkommende kræver timevis af fordybelse, er det en velkendt og vidunderlig trance, der gør mig klogere på perioder, literære værker og analyseredskaber, og da jeg er blevet aldeles sikker på mine egne fortolkninger og skrivekunstskaber i løbet af de tre første semestre, tager jeg eksamener som velkomne udfordringer.

Hvordan har I det med eksamener; hader I dem, elsker I dem, eller skal de bare overstås?

Don't-Stress-Plan-Cause-You're-Gonna-Make-It

Bloggen er ikke glemt, blot nedprioriteret for en stund, da jeg i løbet af de næste mange dage har meget at forberede i forbindelse med studiet. Den bedste metode til at få overblik over planerne er for mit vedkommende at skrive det ned; fragmenter af forberedelse virker harmløs i modsætning til deadlines, der lurer i baghovedet. En sirligt udformet plan pryder derfor opslagstavlen på mit skab, som jeg dagligt står ansigt til ansigt med, og for at opmuntre mig selv har jeg kaldt planen Don't-Stress-Plan-Cause-You're-Gonna-Make-It - og det tror jeg fuldt ud på, at jeg kan!

The Life of a Happy Student

Hylden er ved at bukke under vægten af bøgerne fra de to første semestre på engelsk-uddannelsen. Stakkels hylde. 

Det er vel kun passende, at jeg dagen inden studiestart siger et par ord om de to første semestre af min uddannelse - engelsk på Københavns Universitet - der er blevet nævnt ved adskillelige lejligheder på bloggen, på Twitter, ved bloggertræf, etc. Det er en nostalgisk tid for mig, for på denne tid for et år tilbage rumsterede hundredvis af sommerfugle i min mave, da jeg snart skulle til at påbegynde et studie, som jeg håbede på ville blive et eventyr.

Spekulationerne gik forrige sommer på undervisningens udformning og mine kommende medstuderende. Ville undervisningen være noget for mig? Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg altid har stræbt efter topkarakter, så ville jeg kunne nøjes med lavere karakter, end jeg hidtil havde fået på handelsgymnasiet? Ville jeg kunne enes med mine medstuderende? Og hvor stor en del af mit sociale liv ville de fylde? Ubesvarede spørgsmål fandtes i spandevis, men som de efterhånden blev besvaret, gik det op for mig, at jeg var det helt rigtige sted med de helt rigtige mennesker.

At træde ind i en forelæsningssal og for alvor agere studerende var blot en af de ting, som jeg hurtigt kom til at elske efter, at min allerførste forelæsning udspillede sig, hvor en ældre, britisk professor fremlagde "Beowulf" på oldengelsk. Det var en smule dramatisk, en anelse sært, men helt og igennem vidunderligt. Dertil kom holdundervisningen med Hold D, som jeg allerede havde fået knyttet masser af bånd til igennem rusturen og introarrangementerne på universitetet. Mit hold var så heldige at få den dygtigste underviser, jeg nogensinde har haft; en ung professorinde fra New York, der både havde humoren og undervisningstalentet på plads, og som gik hen og blev en af de største inspirationskilder og indflydelser på mig i løbet af mit første år. Af hende lærte jeg at mestre abstrakt tænkning og at filtrere det til originale opgaver, og jeg lærte at stole på egne instinkter, hvad angik skriveprocessen, så topkaraktererne til min glæde fulgte mig videre på universitet.

Mine medstuderende, som jeg var så spændt på at lære endnu bedre at kende, medvirkede især til at gøre det første år til et eventyr. Jeg blev positivt overrasket over, hvor forskellige mine medstuderende var; der var litteraturinteresserede, skuespillere, musikere, filmproducenter, poeter, sportsfolk og så videre. Jeg blev dagligt inspireret til at fordybe mig i mine egne hobbyer, og jeg følte, at jeg var omgivet af folk, der forstod sig på at været passioneret omkring noget. Disse mennesker bidragede til nogle spændende faglige diskussioner på holdet. Iblandt dem fandt jeg foruden gode venner og veninder, nogle af mine bedste veninder, som jeg har grinet og grædt med og i fælleskab græmmet mig over omfattende opgaver.

Kaféen (eller Kæˈfeən, som stedet som en intern joke hedder, fordi det er skrevet fonetisk, hvilket der bliver gjort en del ud af på andet semester på engelsk) fortjener et afsnit for sig selv. Stedet ligner et loppemarked, fyldt med gammelt ragelse og møbler, der har set meget, meget bedre dage, og næsten hver mandag er Kaféen skyld i, at halvdelen af KUA lugter af øl. Men for mange studerende, inklusive undertegnede, symboliserer stedet et socialt samlepunkt, der er fyldt med gode minder fra kaffestunder med gode grin, fredagsbarer og fester med høj musik, dansen på bordene og drinks til den lyse morgen. Universitetet ville ikke være det samme uden Kaféen.

Der er så mange områder, som jeg ikke har berørt, men for at indlægget ikke skal blive uendeligt, vil jeg afslutte her. Som I nok kan fornemme af dette indlæg, har min studiestart og mit første år været en solskinshistorie, en dans på roser, et eventyr, som jeg ynder at kalde det gang på gang. Jeg har for nyligt fejret eventyret med en sommerhustur sammen med nogle af mine medstuderende, og jeg ser i dette øjeblik frem til atter at tage hul på et nyt semester i morgen. I mine øjne er det at være studerende ikke blot en beskæftigelse, men en livstil, der tilfører stor glæde i hverdagen, og jeg ser frem til mindst fire år endnu med denne livstil.

Student

Jeg modtog mit studentergruppebillede med posten i dag. To personer manglede på billedet. Den ene bestod ikke forløbet på HHX, den anden valgte at udeblive fra translokationen. Sidstnævnte deltog generelt aldrig i fælles arrangementer, om der så var tale om en gymnasiefest eller en studietur til New York. Men jeg blev ikke desto mindre overrasket over, at vedkommende ikke var med til overrækningen af studenterbeviset. Selvom jeg aldrig har været tæt med de to, gjorde det mig underligt trist til mode at se, at de manglede fra gruppebilledet, fordi det samtidigt betød, at de gik glip af et af livets store øjeblikke. Den ene blev ikke student officielt, den anden blev ikke student af hjerte. Lad mig uddybe, hvad jeg mener.

Den seneste tid har jeg funderet over ordet student, og hvad titlen egentligt indebærer. Ifølge Wikipedia er en student: en person, der har taget en af de fire studieforberedende gymnasiale uddannelser i Danmark - enten studentereksamen (stx), højere forberedelseseksamen (hf), højere handelseksamen (hhx) eller højere teknisk eksamen (htx). Og teknisk set er det en korrekt definition, men i mine øjne er det så meget mere end et stykke papir og en hue.

På sin egen måde forbereder en gymnasial uddannelse dig på livet på lige fod med, at den forbereder dig på en videregående uddannelse eller erhvervslivet. Efter folkeskolen har mange brug for en ny start. Nogle finder i 10. klasse, i udlandet, på efterskole eller på en gymnasial uddannelse. Og jeg må indrømme, at jeg havde min tvivl, da jeg startede i min nye klasse. Det tror jeg, de fleste har, når de bliver kastet ind i et nyt socialt fællesskab, som de højst sandsynligt skal tilbringe de næste tre år i. Det er skræmmende. Spændende. Underligt. Og fedt. På godt og ondt blev mine medstuderende min nye familie. Min nye familie og jeg har gennem årene festet, skændtes, rejst over Atlanten sammen, hjulpet hinanden fagligt og socialt, og vigtigst af alt holdt hinanden ud (hvilket ikke altid har været lige let!). Alt i alt har vi har skabt en masse gode minder, som vi kan huske tilbage på i fremtiden og smile af.

Hvad enten du er parat eller ej, bliver du tvunget til at tage stilling til dig selv som menneske, når du står i bestemte situationer på din ungdomsuddannelse. Skal du prioritere afleveringen frem for festen, hvor ham/hende den søde også kommer? Skal du holde din mund eller sige din mening med risikoen for løftede øjenbryn eller fnisen? Skal du selv påtage dig den største arbejdsbyrde eller give den videre til dine gruppemedlemmer? De fleste - hvis ikke alle - kender forskellen på rigtigt og forkert. Men det er ikke nok at kende forskellen. Man skal også kunne handle på den. I fremtiden vil konsekvenserne nemlig være meget større end i gymnasiet. Med det sagt er det i orden at begå fejl, så længe man er indstillet på at rette op på dem efterfølgende.