onsdag den 29. februar 2012

John Carter

Jeg har på fornemmelsen, at John Carter bliver en enormt fed film! Dels på grund af historien, som traileren giver en forsmag på, og dels på grund af Taylor Kitsch, der spiller hovedpersonen. Første gang jeg så ham var i X-Men Origins: Wolverine, og siden har jeg virkelig, virkelig gerne villet se flere film med ham. Mums, siger jeg bare.

fredag den 24. februar 2012

DIO og gallaplaner

Jeg har haft ret travlt de sidste par - igen, igen - med en større eksamensopgave. Denne gang var det en synopsis i Det Internationale Område (DIO), så jeg har ikke rigtig haft overskud til at skrive indlæg. Men nu er der dømt weekendhygge, og jeg håber på at få tid til at skrive en anmeldelse af Clockwork Prince af Cassandra Clare, som jeg *drum roll* elskede.

Under skrivningen af DIO synopsen kom min gallakjole med posten, og I kan tro, at jeg var lykkelig, da jeg åbnede pakken, for kjolen var, ligesom jeg havde forestillet mig den. En lang mørkegrøn sag med en cirkel af diamantsten i den ene side. Det er ret svært at forklare, men når jeg engang skal til galla i maj måned, skal I nok få nogle billeder. Ikke desto mindre er jeg glad for at få kjolen på plads. Min gallapartner og jeg mangler at få kørslen helt på plads, for mens vores klassekammerater planlægger at ankomme i limousine, har vi talt om at ankomme i en cabriolet af en art. Jeg glæder mig helt utroligt!

mandag den 13. februar 2012

Sarah Prineas: Den Magiske Tyv

Originaltitel:The Magic Thief
Forfatter: Sara Prineas
Serie: The Magic Thief #1
Forlag: HarperCollins Children's Books
Sideantal: 478
Udgivet: 01-06-2008
Oversat til dansk: Den Magiske Tyv
Læst på: Dansk
Stjerner: 4/5

Da tyveknægten Conn forsøger at stjæle Neverys locus magicalicus, dræber stenen ham ikke. Dette er højst usædvanligt, og derfor får troldmanden øjnene op for Conn og giver ham muligheden for at blive hans lærling. Det kræver bare, at Conn skal gå på en troldmandskole, lære at forvandle sig til en kat og vigtigst af alt finde sin egen locus magicalicus. Uden den vil han aldrig blive en troldmand.

Nevery står samtidigt over for sin egen udfordring - at opklare hvorfor niveauet af magi er så uhyggeligt lavt i Wellmet. Hvis magien helt forsvinder, kan det betyde byens undergang.

Forsigtigt bandt jeg båndet op, og stenen trillede ud af klædet og ned i min hånd.
Da den dumpede ned i min hånd, brusede en kvalmende kold bølge op fra den og vældede ind over mig, så det vendte sig i min mave og sorte pletter dansede for mine øjne. Stenen skubbede mig voldsomt fra sig, væk. Jeg slap den forskrækket og trak mig skælvende tilbage til døråbningen.

En tyv har meget tilfælles med en troldmand. Sådan starter Sarah Prineas' fortælling, der tager læseren med til den magiske by Wellmet, hvor magien er i stor fare. Jeg synes, at det er en af de bedste optakter til en roman, jeg har læst. Den er kort, vækker interesse og fortæller egentlig en hel del om resten af romanen. Conn får en måned til at finde sin locus magicalicus, og det var spændende at læse om hans søgen efter den. Selvom det er en børneroman, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at hans søgen på denne særlige sten kan sammenlignes med menneskers søgen på det perfekte job, kærligheden og så videre.

For en magi-elsker som mig, var det ren guf at læse Den Magiske Tyv. Magiske formularer, mærkelige ingredienser og troldmænd og hekse findes overalt i bogen, og jeg tror, at det den dag i dag er svært at skrive den type bøger uden at blive sammenlignet med Harry Potter serien på den eller anden måde. Efter min mening besidder denne bog masser af originalitet, men jeg vil alligevel mene, at hvis man er fan af førnævnte serie, vil man også kunne lide denne.

Jeg forventede ikke den store læseoplevelse, da jeg fik bogen, men jeg hyggede mig ikke desto mindre alligevel. Der findes passager i bogen, hvor der ikke rigtig sker noget, men alligevel kommer små, uventede twists, som man ikke lige regner med. Der er tre bøger i serien om den magiske tyv, og jeg vil rigtig gerne have resten af historien. Slutningen af den første efterlader nemlig nogle ubesvarede spørgsmål, som jeg er nysgerrig efter at lære svaret på.

søndag den 12. februar 2012

Karakter for studieretningsprojektet

Fredag kl. 12.30 fik vi i skolen udleveret den længe ventede SRP-karakter. Folks reaktioner var bundforskellige. Nogle blev skuffede, andre glade. Jeg blev lykkelig, da det lille brev, som jeg næsten ikke turde åbne, indeholdt den karakter, som jeg havde håbet og stræbet efter. Sikke en start på vinterferien, siger jeg bare.

fredag den 3. februar 2012

Once upon a time

Tv-serien Once upon a time er blevet genstand for min opmærksomhed på det seneste. I nogle af mine tidligere blogindlæg har I måske kunnet fornemme min begejstring over gamle eventyr, der er blevet fornyet i bøger og film. Og nu gælder det også tv-serier! Once upon a time blander de velkendte eventyrfigurer sammen i en fortælling, der besidder både sødme og originalitet. Jeg er solgt.

Once upon a time foregår i den lille by Storybrook, hvor eventyrfigurerne er frosset i tid. De kan ikke huske deres tidligere liv, gerninger, familie eller fjender. I hvert fald ikke før Snehvides datter, Emma, kommer til byen. Hun er den eneste, der kan bringe de lykkelige slutninger tilbage til Storybrook. Engang for længe siden lagde en onds heks en forbandelse over byen og dets beboere, og denne forbandelse har hvilet over dem lige siden. Da Emmas søn, som hun bortadopterede ved fødslen begynder at fortælle hende alle disse ting, tror hun ikke på ham, men da sønnens adoptivmor viser sig at være en beregnende og led kvinde, bliver Emma hængende i Storybrook. Se traileren, nyd tv-serien.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...