Forfatter: Neil Gaiman
Serie: -
Forlag: Headline
Sideantal: 248
Udgivet: 2013
Oversat til dansk: -
Læst på: Engelsk
Stjerner: 5/5
På vej til begravelse tager en midaldrende mand en omvej, der fører ham til kvarteret, han boede i som barn. Dette sted frembringer straks minder om den usædvanlige Hempstock-familie og dammen for enden af vejen, som Lettie Hempstock insisterede på, var et ocean.
Idet dagen langsomt fortoner sig, falder han mentalt igennem et kaninhul, der viser ham den ensomme syvårige dreng, der indledte et venskab med en forunderlig pige og senere stødte på monstre, som endte med at forårsage så dybe revner i universet, at han til sidst var nødt til at tro på Letties ord om, at dammen virkeligt var et ocean.
Tallet tre siges at være et heldigt tal. The Ocean at the End of the Lane er den tredje bog af Neil Gaiman, som jeg læser, og det er også den bog af ham, der hidtil har berørt mig mest i sin søgen efter fortrængte sandheder. Måske er der noget om det tal. Den unavngivne voksne protagonist viger pladsen for den syvårige version af ham selv, og bittersøde reflektioner over barndommens betydningsfulde momenter indtager siderne i romanen, hvilket gør det komplet umuligt at læse den uden selv at henfalde i tanker om ens egen barndom. Gentagne gange tog jeg mig selv i at sukke, mens jeg, med en tåre i øjenkrogen, mindedes afdøde bedsteforældre, spindende kattekillinger og stunder, der har formet mig, til den jeg er i dag.
Mens jeg forsøgte at finde de rette ord om hovedpersonen, kom jeg til at tænke på et smukt, omdiskuteret citat af Tennessee Williams. I have always depended on the kindness of strangers. Denne simple sætning er så sigende, for såvel vores hovedperson som for ethvert menneske; vi må tro på det bedste i de mennesker, som vi støder på, på vores vej i livet, og selvom nogle vil kalde den indstilling for naiv, vil jeg vælge at kalde den for positiv. Jeg-fortælleren møder modgang inden for og uden for familiens rammer, men han fastholder troen på, at det gode vil overvinde det onde. Og på det bedste i mennesker.
Selvom det er en fantastisk fortælling, føles den så hudløs ærlig, at jeg ikke vil være den, der sætter spørgsmålstegn ved et monster, forklædt som en forførende barnepige, eller skyggelignende rovfugle, der kender til dine værste mareridt. Neil Gaiman har gavmildt tilføjet selvbiografiske stænk og dermed givet sin læser ikke kun en del af sit forfatterskab, men en del af sig selv som menneske. Og ligesom læseren overlader sig til Gaimans fantasi, overlader forfatteren også sig selv til læserens magt - båndet imellem forfatter og læser bliver herved ubrydeligt. Denne formidable fortælling runger stadig i min sjæl, og det vil den blive ved med at gøre.
Idet dagen langsomt fortoner sig, falder han mentalt igennem et kaninhul, der viser ham den ensomme syvårige dreng, der indledte et venskab med en forunderlig pige og senere stødte på monstre, som endte med at forårsage så dybe revner i universet, at han til sidst var nødt til at tro på Letties ord om, at dammen virkeligt var et ocean.
Adults follow paths. Children explore. Adults are content to walk the same way, hundreds of times, or thousands; perhaps it never occurs to adults to step off the paths, to creep beneath rhododendrons, to find the spaces between fences.
Tallet tre siges at være et heldigt tal. The Ocean at the End of the Lane er den tredje bog af Neil Gaiman, som jeg læser, og det er også den bog af ham, der hidtil har berørt mig mest i sin søgen efter fortrængte sandheder. Måske er der noget om det tal. Den unavngivne voksne protagonist viger pladsen for den syvårige version af ham selv, og bittersøde reflektioner over barndommens betydningsfulde momenter indtager siderne i romanen, hvilket gør det komplet umuligt at læse den uden selv at henfalde i tanker om ens egen barndom. Gentagne gange tog jeg mig selv i at sukke, mens jeg, med en tåre i øjenkrogen, mindedes afdøde bedsteforældre, spindende kattekillinger og stunder, der har formet mig, til den jeg er i dag.
I loved the sound of words, even if I was not entirely sure what all of them meant.
Mens jeg forsøgte at finde de rette ord om hovedpersonen, kom jeg til at tænke på et smukt, omdiskuteret citat af Tennessee Williams. I have always depended on the kindness of strangers. Denne simple sætning er så sigende, for såvel vores hovedperson som for ethvert menneske; vi må tro på det bedste i de mennesker, som vi støder på, på vores vej i livet, og selvom nogle vil kalde den indstilling for naiv, vil jeg vælge at kalde den for positiv. Jeg-fortælleren møder modgang inden for og uden for familiens rammer, men han fastholder troen på, at det gode vil overvinde det onde. Og på det bedste i mennesker.
I make art, sometimes I make true art, and sometimes it fills the empty places in my life. Some of them. Not all.
Selvom det er en fantastisk fortælling, føles den så hudløs ærlig, at jeg ikke vil være den, der sætter spørgsmålstegn ved et monster, forklædt som en forførende barnepige, eller skyggelignende rovfugle, der kender til dine værste mareridt. Neil Gaiman har gavmildt tilføjet selvbiografiske stænk og dermed givet sin læser ikke kun en del af sit forfatterskab, men en del af sig selv som menneske. Og ligesom læseren overlader sig til Gaimans fantasi, overlader forfatteren også sig selv til læserens magt - båndet imellem forfatter og læser bliver herved ubrydeligt. Denne formidable fortælling runger stadig i min sjæl, og det vil den blive ved med at gøre.
