torsdag den 6. marts 2014

Forfatterinterview: Per Bloch

Jeg var særdeles begejstret for Per Blochs Ti, Tyve, Tredive, som jeg anmeldte tilbage i januar, og til min store glæde ville forfatteren bag debutromanenen gerne deltage i et forfatterinterview. Jeg byder på fem spørgsmål med tilhørende besvarelser, der giver en forsmag på forfatteren bag Ti, Tyve, Tredive -- hvis I endnu ikke har stiftet bekendtskab med bogen, kan jeg kun anbefale jer at gøre det.

Det kan virkelig fornemmes på din debutroman, Ti, Tyve, Tredive, at du holder af at skrive. Hvad holder du mest af ved det skrevne ord?
Jeg ved ikke hvad jeg holder mest af, for en skriveuniversets største forcer er, at man ikke behøver graduere, prioritere og kåre en vinder. Skrivningen er mit frirum. Der hvor jeg kan bestemme, at der ikke findes tyngdekraft, tid og andre love. Kun fantasiens grænseløshed er gældende og jeg må alt. Ordene udgør en plastisk masse, som jeg kan forme som det passe mig og bruge til at konstruere stemninger, scener og i ny og næ sandheder … eller i hvert fald noget der ligner ...

Når man læser din roman, kan man ikke undgå at spekulere på, om den indeholder selvbiografiske træk (personligt tror jeg, at der er sådanne træk gemt i alle værker), men er de der i lav eller høj grad i Ti, Tyve, Tredive?
Jeg har hentet inspiration fra min egen barndom og erindring, men jeg har også digtet og fantaseret så meget, at jeg ikke længere kan kende min egen historie. Heldigvis, for så var det blevet en ret normal fortælling, som ikke nødvendigvis havde været levedygtig som roman. Måske kan man sige at skellettet er selvbiografisk og kødet er fiktion. Selvfølgelig må jeg forholde mig til, at læserne af min bog får tanker i retning af selvbiografi. Men egentlig synes jeg bare, at jeg har skrevet et moderne eventyr og at spørgsmålet om virkelighed versus fantasi, også generelt, er mindre interessant end hvilke forskydninger erindringen kan slippe af sted med. Hvad er egentlig sket og hvad er ikke?

Hvilke litterære værker har gjort et stort indtryk på dig?
Hvor meget plads har vi? Haruki Murakami, Ernest Hemingway, Scarlett Thomas, Marcel Proust, Suzanne Brøgger, Andrew Kaufmann, Tove Ditlevsen, Jonathan Safran Foer, Henry Miller, Kjersti Annesdatter Skomsvold, Morten Brask … Senest har Christian Jungersens Du forsvinder sat dybe spor og jeg er lige gået i gang med Sofie-Kragh Müllers Profetens datter, som tegner til også at ville gøre det …

Planlægger du at skrive flere bøger -- og hvis du gør, hvilke skriveprojekter er du i gang med på nuværende tidspunkt?
Det er aldrig helt til at vide. Jeg har mange mange notesbøger åbne samtidigt. Det er et maskinrum med mange tandhjul og et køkken med mange gryder og selvom det er mig der er værkfører og køkkenchef, så betyder det ikke at jeg er administrerende direktør. Meget af det hverken kan eller skal kontrolleres. Men hvis jeg skulle satse, så ville jeg gøre det på, at der kommer flere bøger med mit navn på.

5. Du er jo noget af en multikunstner, fordi du foruden at være forfatter også er musiker. Hvordan vil du beskrive din musik?
Inde i mit hoved er min musik magen til mine ord. Ti, tyve, tredive-romanen og Mezzosphere-albummet, som jeg udgav samtidig, har mange lighedspunkter. De to masser består af de samme ingredienser, men formerne er forskellige. Jeg skelner ikke imellem at skrive musik og skrive ord. Kilden er den samme, den springer bare ud to forskellige steder: af en printer og af en højttaler. Der står på omslaget til min bog at den er surrealistisk. Det synes jeg også min musik er: et surrealistisk maleri i lyd, som mixer klassiske, rytmiske og elektroniske komponenter. Det er på en og samme tid lettilgængeligt og krøllet, poppet og radikalt, søgende og inviterende - lavet til folk med et åbent sind. Ligesom mine ord.

Tusind tak til Per Bloch for at tage sig tid til at besvare spørgsmålene. Hvis man er nysgerrig efter at vide mere om kunstneren, kan man besøge hans "digitale univers", Stimuli.dk. Her kan man blandt andet lytte til og downloade den fine duet med Suzanne Brøgger, der hedder "Queen of Hearts". Desuden er bogen for nyligt udkommet på lydbog, som man kan læse mere om her -- eller anskaffe sig her.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...