onsdag den 30. november 2011

Så blev man lige udgivet ... igen.

Det er vist ikke en hemmelighed her på bloggen, at jeg har en stor (nej, kæmpe) passion for skrivekunsten. Sidste år i december måned var jeg med til at skrive en roman i samarbejde med Dennis Jürgensen, Saxo og Tellerup. Bogen, De blodrøde julemænd, har været et år undervejs, men nu er den endelig klar som e-bog på Saxo's hjemmeside. Den kan købes for små 9 kr., og så er det en blodig, men underholdende historie. Læs den og få et julegys med på vejen. Jeg har skrevet kapitel 10. :D

Jeg er rigtig glad for og stolt over at blive udgivet for anden gang i mit liv. Min første udgivelse var min novelle i novellesamlingen, Hoftevrik for begyndere, som jeg skrev i forbindelse med Brønderslev Forfatterskole i år 2010. Fantasien er ligesom universet uendelig, og derfor er det altid spændende at få en bid af andre forfatteres fantasi eller udforske sin egen. Forfatterdrømmen vil florere i mit hjerte for altid, og jeg håber på i fremtiden at kunne få udgivet mine egne romaner. 

søndag den 27. november 2011

En uge til SRP

Så er der kun én uge til SRP eller mere præcist fem dage, da vi får udleveret vores problemstilling allerede på fredag. Til de af jer, der ikke ved, hvad SRP er, kan jeg fortælle, at det står for studieretningsprojektet. Det er den største opgave, som man skriver på 3. år på HHX. Af lærerne bliver det kaldt en mini-bachelor opgave. Altså minder det om den type opgaver, man ville komme til at skrive på bl.a. universitetet.

Selv har jeg valgt at skrive om globaliseringen, herunder lave en komparativ landeanalyse af henholdsvis en af globaliseringens vinder- og taberlande. Jeg glæder mig på en måde til at komme i gang, for det vil betyde, at jeg så er et skridt tættere på at blive student. Selvfølgelig er jeg også nervøs, men nu hvor emnet trods alt er selvvalgt, har jeg ikke vildt mange nerver på over det. Er der andre derude, som er spændte på deres SRP?

mandag den 21. november 2011

Breaking Dawn-fever

Jeg var inde at se Breaking Dawn i dag i Imperial. Sikke en film altså. Twilight sagaen er en af mine favoritter, men jeg har aldrig været stor fan af den sidste bog i serien. Filmatiseringen af den er ikke desto mindre underskøn. Det er ligesom om, de har formået at fjerne noget af det sukkersøde fra bogen, Breaking Dawn, og givet filmen mere power. Bella og Edward er dejlige sammen, men det er Jacob jeg selv sukker over. Og det må siges, at han kun er blevet pænere (og mere muskuløs) med årene. Yum!


lørdag den 19. november 2011

F.E. Higgins: The Lunatic's Curse

Originaltitel: The Lunatic's Curse
Forfatter: F.E. Higgins
Serie: Tales from the Sinister City #4
Forlag: Macmillan Children's Books
Sideantal: 336
Udgivet: 04-03-2011
Oversat til dansk: -
Læst på: Engelsk
Stjerner: 5/5

The Lunatic's Curse er en selvstændig bog i serien Tales from the Sinister City. I byen Opum Oppidulum møder vi drengen Rex. Hans far er af uforklarlige årsager blevet erklæret sindssyg, og Rex er sikker på, at det har at gøre med farens nye kone, Acantha. Hver dag kigger Rex over på den anden side af verdens koldeste sø Beluarum, hvor sindssygeanstalten ligger. Hvor hans stakkels far befinder sig. Rex ved ikke, om han nogensinde vil få ham at se igen. Pludselig bliver han dog revet ind i et mysterium, der er mere makabert og forfærdeligt, end han kunne have anet.
'Help,' yelled Rex. His father's face was within an inch of his own. Saliva spilt over his lip and ran down his chin to drip on to Rex's cheeks. And for years afterwards Rex would always recall vividly the overwhelming smell of his fishy breath. Now the pressure on his chest was so great he felt as if his eyes were about to burst. Ambrose pulled Rex's arm up to his frothing mouth, clamped his jaw around his wrist and bit down so hard he actually reached the bone.
Rex's historie fik min mave til at knuge sig sammen, men jeg fik gang på gang mit håb op, især da han mødte den sære pige Hildred. Hun var ligesom et frisk pust til hans tragedie. Higgins' karakterer er altid specielle på den ene eller den anden måde, og det giver en lyst til at lære dem at kende. Rex' far, Ambrose, er for eksempel en succesrig opfinder, og Rex går i hans fodspor. Hildred kommer fra et rejsende cirkus, og det var simpelthen så hyggeligt at læse om hendes omgangskreds.

The Lunatic's Curse er en makaber historie, krydret med overnaturlige fænomener. Blandt andet får man som læser engang imellem tankerne fra det store monster fra dybet. Det er fascinerende at læse. Bogen er på ingen måde en solskinshistorie, og det er også noget af det, som jeg elsker ved forfatterindens bøger. Du ved aldrig, hvad udfaldet bliver. Uforudsigelige fortællinger er noget af det bedste, jeg ved! Der var nogle ting, som jeg løbende gættede mig frem til, men overordnet overraskede den. Big time.

Jeg har tidligere læst Den Sorte Bog og Knoglemagi af F.E. Higgins, og med mit kendskab til forfatterinden håbede jeg at blive taget med på endnu en makaber og velskrevet rutsjebanetur. Første kapitel gav mig straks blod på tanden, så jeg lænede mig blot tilbage og nød bogen. Hvis jeg skal være helt ærlig, så forstår jeg ikke, hvorfor Higgins' bøger ikke er mere kendte end som så. Hvis jeg skal nævne en ting, der går mig en anelse på, er, at hovedrollen ofte er en dreng, som har en pige som sin hjælper, hvilket går igen i samtlige af hendes romaner. Bøgerne i serien Tales from the Sinister City er alle selvstændige, men karakterer, steder og så videre dækker engang imellem ind over hinanden, og det er virkelig sjovt at bemærke, mens man læser.

fredag den 18. november 2011

Mediefag



I år har jeg mediefag som det eneste valgfag. Og det er herligt. Det er sådan, at vi i løbet af et skoleår skal lave tre filmproduktioner, og jeg bliver lige nødt til at dele min glæde med jer omkring denne filmproduktion (som er den anden i år).

Normalt er jeg en af de typer, som bedst kan lide selv at vælge min gruppe, eftersom jeg ved, hvem jeg arbejder godt sammen med - og hvem jeg bestemt ikke gør. I de to første filmproduktioner, er vi dog blevet sat på tilfældige hold. Holdet, som jeg er sammen med denne her gang, har jeg simpelthen haft det så hyggeligt med. På trods af det er mennesker, som jeg normalt aldrig snakker med. Vi har været ude at spise efter optagelser, haft utallige grineflip og i det hele taget nydt at samarbejde om projektet.

Det er super spændende at klippe og redigere filmen, fordi vi har så mange optagelser at vælge fra. Skal det være statisk eller håndholdt? Hvordan passer vinklen med situationen? Kryds- eller parallelklipning? Så mange valg skal tages i forbindelse med redigeringen. Næste uge skal vi begynde at sætte lyd på, og I kan tro, at jeg glæder mig som et lille barn til det endelige resultat. Vores film er en thriller.

Filmen starter med, at man ser en dreng, som har begået selvmord (kravet til filmen var, at der skulle være et dødsfald). Hovedrollen (som tilfældigvis er mig, selvom jeg bedst kan lide at stå bag kameraet) står efterfølgende ved sin kærestes gravsten sammen med sin veninde. Her ser hovedrollen så en dreng stå og holde øje med dem. Drengen forfølger så hovedrollen igennem størstedelen af filmen, og det er nogle ret skumle scener, som vi har fået med. Da hovedrollen endelig konfronterer forfølgeren viser han sig at være hendes dårlige samvittighed, som forfølger hende, fordi hun har været sin afdøde kæreste utro! Og det var grunden til, at han rent faktisk begik selvmord.

lørdag den 12. november 2011

Someone said party?


Puha, jeg var i byen i går, og dagen i dag er derfor gået med film og afslapning. Jeg håber, at I nyder jeres weekend ligeså meget, som jeg gør.

lørdag den 5. november 2011

Fail


 

Eller måske ikke helt fail endnu. Men jeg besluttede mig jo for at gå ind i NaNoWriMo endnu en gang, og det går ikke så forfærdelig godt med at skrive på min roman. I begyndelsen havde jeg super meget på hovedet, og det har jeg sådan set stadigvæk. F.eks. har jeg en afleveringsopgave i international økonomi til i morgen kl. 23.59, og jeg er kun halvvejs med den.

Sidste uge gik med skole, arbejde, træning, klipning hos frisøren, arbejde med mit filmhold, holde foredrag for skolen, lektier og m.m. Jeg vil ikke komme med en masse undskyldninger, men jeg tror simpelthen bare ikke, at jeg kan overskue projektet i år. Det kan dog godt være, at jeg får skrevet noget mere på romanen, når jeg får tid i løbet af måneden. Selvfølgelig kan jeg godt lide at presse mig selv, og det gør jeg ofte, men nogle gange skal bare droppe nogle af de ting, som jeg har i hænderne og så tage mig af resten. Jeg håber, at det går godt for alle jer andre derude. Fortæl, fortæl!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...