Forfatter: Sarah J. Maas
Serie: Throne of Glass #1
Forlag: Bloomsbury
Sideantal: 404
Udgivet: 07-08-2012
Oversat til dansk: -
Læst på: Engelsk
Stjerner: 5/5
Celaena Sardothien er kun 18 år, men alligevel er hun Ardalan kongerigets mest frygtede og berygtede snigmorder.
Et års slaveri i Endoviers saltminer har dog sat både fysiske og psykiske ar, og hun er parat til at gøre næsten hvad som helst for at undslippe.
Så da kronprinsen, Dorian, tilbyder Celaena hendes frihed mod, at hun går ind i dysten om at blive kongens personlige snigmorder, kan hun trods de utallige farer ikke afslå.
En gang imellem støder man på en bog, der har alt, hvad hjertet måtte begære; spænding, romantik, action, uhygge og en morale, der væves utvungent ind mellem linjerne. For Celaena skal ikke kun kæmpe for sit liv mod de andre deltagere bestående af snigmordere, tyve, soldater og mordere, men også imod en ukendt mørk kraft, der truer dem alle sammen. Her må hun tage stilling til, hvor meget hun vil ofre for sin frihed.
Celaena skal lære at indordne sig på slottet, men med slottets beboere følger desuden intriger, og jeg nød at læse, hvordan nogle kampe udkæmpedes med svær, mens andre udkæmpedes med ord. Den ene slags var ligeså spændende som den anden. Celaena er en karakter, der virkelig gør et indtryk, og hun imponerede mig ved at fastholde sin kampgejst og viljestyrke samtidigt med hun voksede i takt med siderne. Det gjorde hende levende.
Jeg troede snart ikke, at ungdomsbøger havde mere at byde på, når det kom til trekantsdramaer; jeg tog heldigvis fejl. Forholdet mellem Celaena, kronprinsen og den royale kommandør, Chaol føltes så ægte, som fiktive trekantsdramaer nu kan føles. Og selvom jeg ofte foretrækker den ene frem for den anden, var jeg i dette tilfælde enormt splittet, hvilket er en positiv ting. Både Dorian og Chaol er karismatiske, og deres synsvinkler var ligeså interessante at følge som Celaenas.
Sarah J. Maas har åbnet dørene op for en fantastisk verden, der er velkendt - og så alligevel ikke. Jeg vil beskrive den som en blanding af Alanna-serien (Løvindens Sang), The Hunger Games og The Mortal Instruments, men jeg bliver atter nødt til at understrege, at den har sin egen facon. Throne of Glass lever op til sit ry. Bare læs den - jeg tvivler på, du vil fortryde det.
Et års slaveri i Endoviers saltminer har dog sat både fysiske og psykiske ar, og hun er parat til at gøre næsten hvad som helst for at undslippe.
Så da kronprinsen, Dorian, tilbyder Celaena hendes frihed mod, at hun går ind i dysten om at blive kongens personlige snigmorder, kan hun trods de utallige farer ikke afslå.
Celaena left the window, but stopped before the tapestry and its depiction of Queen Elena. She had often wished for adventure, for old spells and wicked kings. But she hadn't realized it would be like this - a fight for her freedom. And she'd always imagined that there'd be someone to help her - a loyal friend or a one-armed soldier or something. She hadn't imagined she would be so ... alone.
En gang imellem støder man på en bog, der har alt, hvad hjertet måtte begære; spænding, romantik, action, uhygge og en morale, der væves utvungent ind mellem linjerne. For Celaena skal ikke kun kæmpe for sit liv mod de andre deltagere bestående af snigmordere, tyve, soldater og mordere, men også imod en ukendt mørk kraft, der truer dem alle sammen. Her må hun tage stilling til, hvor meget hun vil ofre for sin frihed.
Celaena skal lære at indordne sig på slottet, men med slottets beboere følger desuden intriger, og jeg nød at læse, hvordan nogle kampe udkæmpedes med svær, mens andre udkæmpedes med ord. Den ene slags var ligeså spændende som den anden. Celaena er en karakter, der virkelig gør et indtryk, og hun imponerede mig ved at fastholde sin kampgejst og viljestyrke samtidigt med hun voksede i takt med siderne. Det gjorde hende levende.
Jeg troede snart ikke, at ungdomsbøger havde mere at byde på, når det kom til trekantsdramaer; jeg tog heldigvis fejl. Forholdet mellem Celaena, kronprinsen og den royale kommandør, Chaol føltes så ægte, som fiktive trekantsdramaer nu kan føles. Og selvom jeg ofte foretrækker den ene frem for den anden, var jeg i dette tilfælde enormt splittet, hvilket er en positiv ting. Både Dorian og Chaol er karismatiske, og deres synsvinkler var ligeså interessante at følge som Celaenas.
Sarah J. Maas har åbnet dørene op for en fantastisk verden, der er velkendt - og så alligevel ikke. Jeg vil beskrive den som en blanding af Alanna-serien (Løvindens Sang), The Hunger Games og The Mortal Instruments, men jeg bliver atter nødt til at understrege, at den har sin egen facon. Throne of Glass lever op til sit ry. Bare læs den - jeg tvivler på, du vil fortryde det.
