Virginia Woolf: Mrs. Dalloway

Originaltitel: Mrs. Dalloway

Forfatter: Virginia Woolf

Serie: - 

Forlag: Rosinante

Sideantal: 208

Udgivet: 2012 (org. 1925)

Oversat til dansk: Mrs. Dalloway

Læst på: Dansk

Stjerner: 5/5

Clarissa Dalloway har arrangeret et storslået selskab om aftenen, men selvom hun under eftermiddagens forberedelser forventer, at det vil forløbe som sædvanligt, når en masse at ændre sig i løbet af få timer, både for hende selv og for andre. Den eftermiddag bliver nogle indhentet af sandheden, nogle af fortiden, og andre mister fremtiden.

Som en sky, der glider forbi solen, falder stilheden over London; falder over sindet. Al stræben ophører. Tiden hænger slap på sin mast. Der standser vi; der står vi stille. Kun vanens stive skelet holder menneskekroppen oprejst. Hvor der intet er, sagde Peter Walsh til sig selv; er følelsen udhulet, fuldstændig tom indvendig. Clarissa sagde nej til mig, tænkte han. Der stod han og tænkte, Clarissa sagde nej til mig.

Mrs. Dalloway er solen - kernen - i romanens solsystem, men uden de resterende karakterer til at kredse om hende  i deres baner, ville romanen ikke have rørt mig nær så dybt, som den gjorde. Virginia Woolf havde ben i næsen og følelserne uden på tøjet, da hun skrev denne roman i 1925, som sidenhen blev en klassiker. Og jeg kan sagtens se hvorfor.

Med sine metaforiske beskrivelser af hverdagens små detaljer, der ellers måtte gå ubemærket hen, fortryllede hun såvel læseren som forfatterspiren i mig. For mens jeg læste, blev jeg inspireret til at skrive, opleve verden på ny, og så skrive noget mere. Fortællingen var bittersød på grænsen til det tragiske, men hvis jeg læste godt efter, fandt jeg også håb.

Da jeg for nogle måneder siden fik anbefalet Mrs. Dalloway, kendte jeg ikke til Virginia Woolf. Men jeg nåede i mellemtiden at beskæftige mig med hendes lange, feministiske og ualmindeligt interessante essay Room of One's Own på universitetet, så jeg havde allerede dannet mig et indtryk, og et godt et af slagsen, inden jeg åbnede Mrs. Dalloway. Pointen i dette er, at jeg kan jeg huske den heftige diskussion om bogen, da jeg fik anbefalet den; den ene elskede den - den anden hadede den. Jeg vil kalde dette for Woolf-effekten, for den beskriver, hvordan jeg tror, læsere vil reagere på hendes tekster. Det vil være enten eller.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Arnold Busck, men holdningerne i anmeldelsen er helt mine egne.