Katie Hickman: Det Gyldne Bur

Originaltitel:The Aviary Gate
Forfatter: Katie Hickman
Serie: The Aviary Gate #1

Forlag: Bloomsbury
Sideantal: 432
Udgivet: 27-05-2008
Oversat til dansk: Det Gyldne Bur
Læst på: Dansk
Stjerner: 3/5

Da Celia Lampreys skib forliser og mandskabet ombord bliver dræbt, tager hendes liv en uventet drejning. Solgt til sultanens harem forsøger hun at glemme sin fortid og ikke mindst sin forlovede, Paul. Det er dog lettere sagt end gjort, for da Celia opdager, at et særligt engelsk skib holder til i Konstatinopel, puster det liv i den gnist af håb, hun har tilbage. Og sætter hende i stor fare.

Flere hundrede år senere kommer denne bortførelsesberetning i hænderne på Elizabeth, som forsøger at stykke sammen, hvordan Celias skæbne udfoldede sig tilbage i 1600-tallet. Slap Celia fri? Genså hun nogensinde sin elskede? Den slags spørgsmål og Elizabeths eget kærlighedsliv tager hende med til Istanbul. Et sted, hvor hun kommer til at dykke dybere ned i Orientens hemmeligheder og intriger.

"Ved han, at du er død?"
"Ved han, at jeg er død!" Celia var lige ved at grine. "Men jeg er ikke død, kan jeg oplyse dig om. Sikke noget at sige! Du mener, om han har hørt om min fars skib? Det skulle jeg mene," sagde hun tørt. "Halvdelen af lasten var hans."
"Men hvad med os?" Annettas øjne gnistrede. "Celia, har du aldrig overvejet, om nogen ved, hvad der er blevet af os?"

Det Gyldne Bur er en bortførelsesberetning med eventyrlige undertoner. Jeg fik helt lyst til at hjælpe Elizabeth med at opklare mysteriet om Celia. Bogen veksler imellem Konstatinopel i 1599 og nutidens Oxford og Istanbul. Mordforsøget på chefeunukken, som historien lægger ud med, kommer til at være bogens omdrejningspunkt. Men for mig var det ikke det, der var mest interessant. Det var derimod Celias forvirring om, hvorvidt hun burde holde fast i sin fortid eller slippe den. Jeg kunne virkelig mærke hendes afmagthed. Og igennem den første halvdel af bogen, blev der bygget en masse spænding op. Denne spænding blev desværre aldrig udfriet senere hen, og der var et punkt i bogen, hvor det hele ligesom gik i stå.

Det er første gang, at jeg læser litteratur, som foregår i Det Osmanniske Rige, og derfor var hele miljøet også nyt og spændende. For eksempel beskrives Lyksalighedens Hus, hvor Sultanmoderen, yndlingshustruen, konkubinerne, cariyerne og eunukkerne bor, på en troværdig måde. Det er nok vigtigt at understrege, at bogen rent faktisk er en historisk roman, og man kan mærke, at Katie Hickman har gjort sit forarbejde. Der kommer på et tidspunkt fakta om blandt andet handelsrettigheder og astronomi, som jeg kunne have undværet, men igen må jeg huske på førnævnte. Jeg lærte i hvert fald noget nyt i læseprocessen!

Mens Celias historie interesserede mig, kedede jeg mig med hensyn til Elizabeths, der virkede som en stor kliché. Forvirret kvinde tager til udlandet, møder kærligheden og glemmer sorgerne. Jeg var ikke imponeret. Halvdelen af persongalleriet er broget, mens den anden halvdel er rent ud sagt kedeligt. Samtidigt var slutningen meget vag, og jeg manglede ligesom et eller andet - som jeg ikke helt kan sætte ord på - da jeg var færdig. I hvert fald sad jeg med en masse spørgsmål i slutningen. Jeg er klar over, at der er lavet en fortsættelse, men om jeg vil læse denne, ved jeg endnu ikke. Jeg vil gerne anbefale bogen, men advare om, at man ikke skal sætte forventningerne for højt.