Yann Martel: Pi's Liv

Originaltitel: Life of Pi

Forfatter: Yann Martel

Serie: -

Forlag: Seal Books

Sideantal: 356

Udgivet: 11-09-2001

Oversat til dansk: Pi's Liv

Læst på: Dansk

Stjerner: 5/5

Pi Patel vokser op i Indien, omgivet af dyrene fra sin fars zoologiske have,  og som 16-årig fylder Pi sit liv med religion i flertal; hinduisme, kristendom og islam. Hans religiøsitet bliver dog sat på en prøve, da ham og hans familie beslutter sig for at migrere til Canada, og skibet, som de rejser med, forliser i Atlanterhavet. Pi finder pludselig sig selv ombord på en redningsbåd, hvor han er alene sammen med en flok dyr, heriblandt den store, bengalske tiger, Richard Parker, der skal vise sig at blive hans største fjende og bedste ven.

At være skibbruden er at være fanget i en sidnsoprivende ballet opført af cirkler. Du er midtpunktet i en af cirklerne, mens to cirkler, der bekæmper hinanden, snurrer rundt over dig. Solen forfølger dig som en folkemængde, en larmende, påtrængende menneskemasse, der får dig til at sætte hænderne for ørerne, til at lukke øjnene, giver dig trang til at gemme dig. Månen plager dig ved tavst at minde dig om din ensomhed; du spærrer øjnene op for at undslippe ensomheden. Når du ser op, overvejer du fra tid til anden, om der ikke skulle være en anden som dig, der midt i en solar storm, midt i stilhedens hav, også ser op, også bliver holdt fanget af geometrien, også kæmper med frygten, raseriet, vanviddet, håbløsheden, apatien.

Yann Martel skrev denne fænomenale overlevelsesberetning med en sådan ynde og humor, at han allerede fra første side satte sin krog i min interesse og indfangede mit læserhjerte; det lykkedes ham efterfølgende at kaste mig ud i Atlanten, ombord på Pi's båd, hvor jeg lærte om overlevelse fra en dreng, der selv i de mest desperate situationer kunne få øje på de vidundere, verden har at byde på. Ligesom jeg troede, at stormen havde lagt sagt, viste det sig, at det blot var stilhed før den egentlige storm, for hen imod slutningen af fortællingen, tog bogen nemlig en så uventet drejning, at jeg kom til at snappe efter vejret og blive i tvivl om alt det, jeg lige havde læst. Hvor stor en del af Pi's historie var sand? Og hvor stor en del var en maskeret sandhed?

Hver karakter - hvad enten der var tale om menneske eller dyr - havde en yderst defineret personlighed. Forfatterens faglige viden og fascination omkring dyr var tydelig og bærende; dyr fik lov til at være dyr med alt, hvad det indebar, men menneskelige træk kunne findes hos dyrene ligeså vel, som at dyriske træk kunne findes hos menneskene. Selvom den indimellem var blodig, virkede det som en troværdig del af fortællingen - og ikke som en simpel effekt til at skabe spænding.

Yann Martel går en balancegang mellem det ekstraordinære og trivielle, det uforklarlige og det lærerige, det smukke og det grimme, hvilket gør Life of Pi til en enestående læseoplevelse med tryk på oplevelse, for bogen og dens mange allegorier vil blive hos dig, efter den sidste side er vendt, og få dig til at se verden igennem fornyede øjne både hvad angår religion, natur og dig selv. Den præsenterer ikke endegyldige svar og sandheder, men stiller derimod spørgsmål, du kan have med i baghovedet fremover. Helt uden at blinke kan jeg sige, at det er en af de bedste bøger, jeg har læst i mit liv.

Top Ten Tuesday: Favorite Book Covers Of Books I've Read

Top Ten Tuesday is an original feature/weekly meme created here at The Broke and the Bookish. This feature was created because we are particularly fond of lists here at The Broke and the Bookish  We'd love to share our lists with other bookish folks and would LOVE to see your top ten lists!

Each week we will post a new Top Ten list that one of our bloggers here at The Broke and the Bookish will answer. Everyone is welcome to join. All we ask is that you link back to The Broke and the Bookish on your own Top Ten Tuesday post AND add your name to the Linky widget so that everyone can check out other bloggers lists! If you don't have a blog, just post your answers as a comment. Have fun with it! It's a fun way to get to know your fellow bloggers.

- The Broke and the Bookish

Jeg er vild med ugens Top Ten Tuesday, hvor jeg skal udpege mine ti favorit forsider på bøger, jeg har læst. Jeg har udelukkende valgt covers, jeg selv ejer, da jeg ellers ikke kan begrænse mig med alle de smukke covers, der findes, men jeg desværre ikke har stående på bogreolen, selvom jeg har læst bogen.



Selvom man jo siger, at man aldrig må dømme en bog på omslaget, kan man ikke komme udenom, at det gør det en tand bedre, hvis en god fortælling omfavnes af et smukt cover. I nogle tilfælde kan det snyde, og selvom en bog som fx Breaking Dawn aldrig bliver en af mine yndlings, kan jeg stadig godt lide dens forside.

Nyt på bogreolen #29

Som jeg sad og kiggede på dette billede, var der noget, der gik op for mig. Sikke mange røde bøger! Eller røde bogrygge, for et par af bøgerne har helt andre farver på forsiderne. Man skulle næsten tro, at jeg havde købt bøgerne baseret på min yndlingsfarve, selvom det nu ikke helt er tilfældet.

The Selected Works of Virginia Woolf af Virginia Woolf ǀ Dracula af Bram Stoker ǀ The Fast Diet af Dr. Michael Mosley og Mimi Spencer ǀ The Inheritance of Loss af Kiran Desai ǀ Quicksand af Nella Larsen ǀ Pi's Liv af Yann Martel ǀ Ekstremt Højt & Utrolig Tæt På af Jonathan Safran Foer ǀ Gods, Rites, Rituals and Religion of Ancient Egypt af Lucia Gahlin ǀ The Roman World af Nigel Rodgers ǀ The Ancient Greek World af Nigel Rodgers ǀ The Ultimate Encyclopedia of Mythology af Arthur Cotterell & Rachel Storm ǀ Clockwork Princess af Cassandra Clare

Størstedelen af disse bøger købte eller fik jeg for lang tid siden. Bunken består af en blanding af klassikere, studiebøger (The Inheritance of Loss og Quicksand), nyligt filmatiserede bøger, faglitteratur og en enkelt ungsdomsbog. Nogle af dem er allerede læst og vurderet på Goodreads.

Fagbøgerne om mytologi, etc. er gaver fra min mor, og de er gode til både at tilfredsstille min nysgerrighed og hjælpe mig på vej, når jeg selv skriver fiktion. Så er de simpelthen fyldt med de smukkeste fotografier og illustrationer. Dracula er en del af Barnes & Noble's Leatherbound Classics Series, som jeg godt kunne tænke mig at begynde at samle på. Jeg har søgt om at få et valgfag i The Gothic Novel næste semester, hvor jeg bl.a. skal læse Stokers roman, så jeg tænkte, at det var en god undskyldning for at smide nogle penge efter den flotte udgave.

Cassandra Clare: Clockwork Princess

Indeholder spoilers, hvis man ikke har læst Clockwork Angel og Clockwork Prince!

Originaltitel: Clockwork Princess

Forfatter: Cassandra Clare

Serie: The Infernal Devices #3

Forlag: Margaret K. McElderry Books

Sideantal: 568

Udgivet: 19-03-2013

Oversat til dansk: -

Læst på: Engelsk

Stjerner: 5/5

Tiden efter Tessas forlovelse med Jem er langtfra lykkelig. Hun er klar over, at hun har ham på lånt tid, og den lånte tid bliver yderligere forkortet, da Mortmain opkøber al den yin fen, som Jem skal bruge for at overleve. Forlovelsen ændrer heller ikke på Tessas dybfølte kærlighed til Will - eller hans til hende. 

Som antallet af automatoner stiger, og London Instituttets beboere nærmer sig opgøret med Mortmain, får de brug for al den hjælp, de kan få. Men med den fjendske konsul Wayland som nøglen til hjælpen, ser fremtiden dyster ud.

Tessa had stood prisoned, an automaton holding her from behind, a hand over her mouth, Mortmain murmuring softly under his breath the things he would do to her if she dared to look away from the village. She had watched helplessly as the automatons had marched into the town, cutting down innocent men and women in the streets. The moon had risen tinged red as the clockwork army had methodically set fire to house after house, slaughtering the families as they poured forth in confusion and terror.
And Mortmain had laughed.

Med tårnhøje forventninger og en uindfriet klump af spænding i maven gik jeg i gang med den afsluttende bog i The Infernal Devices trilogien. Allerede efter den første bog Clockwork Angel havde jeg på fornemmelsen, at serien ville tilynde sig en plads på min favoritliste, og det gjorde den bestemt på trods af et par elementer, jeg ikke var fuldkommen tilfreds med i seriens tredje og sidste bind.

London Instituttet får nogle nye beboere heriblandt Wills søster Cecily, Gabriel og Gideon Lightwood. Jeg kunne egentlig godt lide idéen, men blev paf over hvor stor en del af synsvinklen blev tildelt Cecily og Gabriel. Introduktionen af nye synsvinkler så sent i historien gjorde, at jeg mistede lidt følelsen for fortællingen. Herudover har jeg altid haft det svært med slutninger på bøger, for jeg synes, at det ofte er noget af det, de huskes bedst på. Mit forhold til seriens afslutning var lettere ambivalent, for på den ene side elskede jeg den, og på den anden side fandt mistænkte jeg Cassandra Clare for behagesyge.

Hvad jeg på den anden side holdte helt og aldeles af var overraskelsesmomenterne og spændingskurven, der formåede at være høj det meste af tiden, de morsomme indslag i dialogen mellem Will og Gabriel samt den bittersøde følelse skabt i forbindelse med trekantsdramaet. Det er kompliceret nok, når to personer falder for den samme, og følelsen er gengældt, men endnu mere kompliceret er det, når de to personer har et bånd, der er stærkere end blod. Jeg bladrede med rystende fingre, jeg kluklo, og jeg fældede en masse tårer. Kort sagt formåede Clockwork Princess at gøre mig til en del af fortællingen, hvor de mindste objekter kan vise sig at holde den største magt.

Teri Terry: Slettet

Originaltitel: Slated

Forfatter: Teri Terry

Serie: Slated #1

Forlag: Orchard Books

Sideantal: 488

Udgivet: 03-05-2012

Oversat til dansk: Slettet

Læst på: Dansk

Stjerner: 2/5

Kyla er blevet slettet; hun kan intet huske fra sit tidligere liv ... i hvert fald ikke i vågen tilstand. Men når drømmene - eller rettere mareridtene - indfinder sig hos hende, begynder fortiden langsomt at blive ridset op. Efter at blive placeret i sin nye familie, møder hun andre Slettede unge, og da folk omkring hende begynder at blive ført bort af Lordere, lovens håndhævere, opstår et væld af spørgsmål. Med spørgsmålene følger dog en fare, som Kyla før eller siden må se i øjnene.

Men jeg havde ikke lyst til at forlade mareridtet, selv om det var grusomt. Jeg er overbevist om, at jeg var lige ved at finde ud af noget vigtigt. Som om det at se mursten blive stablet oven på hinanden for at danne en mur satte noget i gang inden i mig. En form for genkendelse, en vej, der kan føre til en større forståelse af, hvem eller hvad jeg er, og hvad der er galt med mig - og jeg skal bare følge den.
Hvad forfulgte mig? Hvem var manden? Glem, aldrig hvem du er, sagde han.
Men det har jeg jo.

Den dystopiske ungdomsroman, Slettet, har et ensformigt handlingsforløb, der duplikeres kapitel efter kapitel. Rytmen lyder således: skole - hjem - løb - gruppemøde - hospital - skole - hjem - løb - gruppemøde - hospital - skole - hjem - løb  og så videre. Forudsigeligeheden tager livet af det ellers interessante koncept omkring konsekvenserne af et fuldkomment overvågningssamfund i fremtiden, hvor der ikke er plads til at være anderledes hverken socialt eller politisk.

De grå karakterer holdte mig på afstand, så jeg aldrig rigtigt blev suget ind i Kylas verden, selvom der virkede til at være meget at udforske, og for at sige det mildt kedede jeg mig. Selv højdepunkterne indeholdte lidt for mange klichéer for min smag. Man må kun håbe på, at fortsættelserne vil gøre et bedre indtryk i den henseende. På trods af et ret negativt indtryk af bogen, er jeg dog alligevel lidt nysgerrig efter introduktionen af karakteren Hatten og den meget åbne slutning, der efterlader mange ubesvarede spørgsmål.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Nordisk Forlag, men holdningerne i anmeldelsen er helt mine egne.

No one's gonna take my soul away

Tilbage i april - den 5. april for at være helt præcis - var jeg inde for at se Lana Del Rey live i Tap 1 på Frederiksberg. Det her er et meget, meget forsinket indlæg, men efter at have rablet om det på bloggen gentagende gange, syntes jeg, at jeg ville dedikere et indlæg til koncerten, selvom der er gået så lang tid.

Koncerten fik blandede anmeldelser; nogle virkelig positive og nogle ekstremt negative, men under alle omstændigheder var det for mit vedkommende a dream come true. Jeg tog derinde et par timer inden dørene åbnede sammen med en veninde, der også er stor fan af den kære Lana, og på trods af vi var sikre på, at der ville være en lang kø ude foran, var det ikke tilfældet. Vi fik derfor sikret os en plads på tredje række, hvorfra vi kunne nyde koncerten.

Lana Del Rey lagde ud med et af mine yndlingsnumre, Cola fra hendes Born To Die - The Paradise Edition. Mine forventninger inden koncerten havde svinget helt enormt, for efter at have lyttet til live-optagelser af hendes koncerter på YouTube, var jeg blevet i tvivl om, hvorvidt hun var god live. Heldigvis viste hun sig at være helt fænomenal på en smuk og afdæmpet facon.

Hun overraskede især ved at synge en jazz-version af nummeret Million Dollar Man fra førnævnte album og et cover af Nirvanas Heart-Shaped Box. Selv var jeg super begejstret for Gods and Monsters, American, Without You og sidst men ikke mindst Burning Desire, som jeg havde håbet på at hun ville synge, selvom det ikke indgår i albummet. Lana Del Rey var sød, smilende og til tider så fordybet i musikken, at hun så ud til at blive et med tonerne. Koncerten sluttede lidt brat ved at den talentfulde sangerinde gik af scenen under det skønne nummer National Anthem, og det var lidt svært at sige, om det var for effektens skyld eller noget helt andet. Jeg var i hvert fald lykkelig, da jeg forlod koncertsalen.