No one's gonna take my soul away

Tilbage i april - den 5. april for at være helt præcis - var jeg inde for at se Lana Del Rey live i Tap 1 på Frederiksberg. Det her er et meget, meget forsinket indlæg, men efter at have rablet om det på bloggen gentagende gange, syntes jeg, at jeg ville dedikere et indlæg til koncerten, selvom der er gået så lang tid.

Koncerten fik blandede anmeldelser; nogle virkelig positive og nogle ekstremt negative, men under alle omstændigheder var det for mit vedkommende a dream come true. Jeg tog derinde et par timer inden dørene åbnede sammen med en veninde, der også er stor fan af den kære Lana, og på trods af vi var sikre på, at der ville være en lang kø ude foran, var det ikke tilfældet. Vi fik derfor sikret os en plads på tredje række, hvorfra vi kunne nyde koncerten.

Lana Del Rey lagde ud med et af mine yndlingsnumre, Cola fra hendes Born To Die - The Paradise Edition. Mine forventninger inden koncerten havde svinget helt enormt, for efter at have lyttet til live-optagelser af hendes koncerter på YouTube, var jeg blevet i tvivl om, hvorvidt hun var god live. Heldigvis viste hun sig at være helt fænomenal på en smuk og afdæmpet facon.

Hun overraskede især ved at synge en jazz-version af nummeret Million Dollar Man fra førnævnte album og et cover af Nirvanas Heart-Shaped Box. Selv var jeg super begejstret for Gods and Monsters, American, Without You og sidst men ikke mindst Burning Desire, som jeg havde håbet på at hun ville synge, selvom det ikke indgår i albummet. Lana Del Rey var sød, smilende og til tider så fordybet i musikken, at hun så ud til at blive et med tonerne. Koncerten sluttede lidt brat ved at den talentfulde sangerinde gik af scenen under det skønne nummer National Anthem, og det var lidt svært at sige, om det var for effektens skyld eller noget helt andet. Jeg var i hvert fald lykkelig, da jeg forlod koncertsalen.