Forfatter: Cassandra Clare
Serie: The Infernal Devices #3
Forlag: Margaret K. McElderry Books
Sideantal: 568
Udgivet: 19-03-2013
Oversat til dansk: -
Læst på: Engelsk
Stjerner: 5/5
Tiden efter Tessas forlovelse med Jem er langtfra lykkelig. Hun er klar over, at hun har ham på lånt tid, og den lånte tid bliver yderligere forkortet, da Mortmain opkøber al den yin fen, som Jem skal bruge for at overleve. Forlovelsen ændrer heller ikke på Tessas dybfølte kærlighed til Will - eller hans til hende.
Som antallet af automatoner stiger, og London Instituttets beboere nærmer sig opgøret med Mortmain, får de brug for al den hjælp, de kan få. Men med den fjendske konsul Wayland som nøglen til hjælpen, ser fremtiden dyster ud.
Med tårnhøje forventninger og en uindfriet klump af spænding i maven gik jeg i gang med den afsluttende bog i The Infernal Devices trilogien. Allerede efter den første bog Clockwork Angel havde jeg på fornemmelsen, at serien ville tilynde sig en plads på min favoritliste, og det gjorde den bestemt på trods af et par elementer, jeg ikke var fuldkommen tilfreds med i seriens tredje og sidste bind.
London Instituttet får nogle nye beboere heriblandt Wills søster Cecily, Gabriel og Gideon Lightwood. Jeg kunne egentlig godt lide idéen, men blev paf over hvor stor en del af synsvinklen blev tildelt Cecily og Gabriel. Introduktionen af nye synsvinkler så sent i historien gjorde, at jeg mistede lidt følelsen for fortællingen. Herudover har jeg altid haft det svært med slutninger på bøger, for jeg synes, at det ofte er noget af det, de huskes bedst på. Mit forhold til seriens afslutning var lettere ambivalent, for på den ene side elskede jeg den, og på den anden side fandt mistænkte jeg Cassandra Clare for behagesyge.
Hvad jeg på den anden side holdte helt og aldeles af var overraskelsesmomenterne og spændingskurven, der formåede at være høj det meste af tiden, de morsomme indslag i dialogen mellem Will og Gabriel samt den bittersøde følelse skabt i forbindelse med trekantsdramaet. Det er kompliceret nok, når to personer falder for den samme, og følelsen er gengældt, men endnu mere kompliceret er det, når de to personer har et bånd, der er stærkere end blod. Jeg bladrede med rystende fingre, jeg kluklo, og jeg fældede en masse tårer. Kort sagt formåede Clockwork Princess at gøre mig til en del af fortællingen, hvor de mindste objekter kan vise sig at holde den største magt.
Som antallet af automatoner stiger, og London Instituttets beboere nærmer sig opgøret med Mortmain, får de brug for al den hjælp, de kan få. Men med den fjendske konsul Wayland som nøglen til hjælpen, ser fremtiden dyster ud.
Tessa had stood prisoned, an automaton holding her from behind, a hand over her mouth, Mortmain murmuring softly under his breath the things he would do to her if she dared to look away from the village. She had watched helplessly as the automatons had marched into the town, cutting down innocent men and women in the streets. The moon had risen tinged red as the clockwork army had methodically set fire to house after house, slaughtering the families as they poured forth in confusion and terror.
And Mortmain had laughed.
Med tårnhøje forventninger og en uindfriet klump af spænding i maven gik jeg i gang med den afsluttende bog i The Infernal Devices trilogien. Allerede efter den første bog Clockwork Angel havde jeg på fornemmelsen, at serien ville tilynde sig en plads på min favoritliste, og det gjorde den bestemt på trods af et par elementer, jeg ikke var fuldkommen tilfreds med i seriens tredje og sidste bind.
London Instituttet får nogle nye beboere heriblandt Wills søster Cecily, Gabriel og Gideon Lightwood. Jeg kunne egentlig godt lide idéen, men blev paf over hvor stor en del af synsvinklen blev tildelt Cecily og Gabriel. Introduktionen af nye synsvinkler så sent i historien gjorde, at jeg mistede lidt følelsen for fortællingen. Herudover har jeg altid haft det svært med slutninger på bøger, for jeg synes, at det ofte er noget af det, de huskes bedst på. Mit forhold til seriens afslutning var lettere ambivalent, for på den ene side elskede jeg den, og på den anden side fandt mistænkte jeg Cassandra Clare for behagesyge.
Hvad jeg på den anden side holdte helt og aldeles af var overraskelsesmomenterne og spændingskurven, der formåede at være høj det meste af tiden, de morsomme indslag i dialogen mellem Will og Gabriel samt den bittersøde følelse skabt i forbindelse med trekantsdramaet. Det er kompliceret nok, når to personer falder for den samme, og følelsen er gengældt, men endnu mere kompliceret er det, når de to personer har et bånd, der er stærkere end blod. Jeg bladrede med rystende fingre, jeg kluklo, og jeg fældede en masse tårer. Kort sagt formåede Clockwork Princess at gøre mig til en del af fortællingen, hvor de mindste objekter kan vise sig at holde den største magt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar