onsdag den 20. november 2013

Cecilie Sund Kristensen: Blandet slik

Originaltitel: Blandet slik
Forfatter: Cecilie Sund Kristensen
Serie: -
Forlag: Mellemgaard
Sideantal: 89
Udgivet: 2013
Stjerner: 2/5

Blandet slik er en klagesang om at elske, om at miste og om smerten i processen. Ungdommens byture og utallige forelskelser, hvorfra der udspringer fysisk og psykisk nærvær, bliver taget op sammen med de tungere emner som ensomhed og overgreb.

Af og til er det lettest
at lade kysset være
bare et kys
når det nu alligevel ender
med en sms

Jeg bestræber mig konstant på at udvide min læsehorisont med grænseløsheden som endemål. Tit hænder det dog, at jeg falder tilbage i de velkendte genre og de velkendte perioder og de velkendte forfattere. Moderne dansk lyrik er et område, jeg ærligt talt må indrømme, at jeg helt bevidst har forsømt af den simple grund, at jeg er kræsen, når det kommer til lyrik.

Cecilie Sund Kristensens blog, hvor mange af digtene oprindeligt blev lagt ud inden udgivelsen, overbeviste mig om, at jeg måtte komme ud af min tryghedszone, for jeg havde at gøre med en ung poet med noget på hjertet, hvilket altid er et godt udgangspunkt. At forfatterinden har noget på hjertet kan mærkes dybt i ordene, deres struktur og opbygning, men mest af alt i de historier og øjebliksbilleder, de i deres kortfattethed beretter om.

Der er brand i min brystkasse
Facebook hjemsøger mig
og fortæller mig hvad
jeg skal blive vred over
Hvad jeg skal græde sorte tårer over
når du springer frem på min skærm
og ændrer mit humør
fra grønt til blåt

Men Blandet slik er en misvisende titel, idet digtsamlingen langtfra er alsidig; den er snarere en slikblanding - for lige at dvæle ved Cecilie Sund Kristensens egen metafor - der hovedsageligt består af forfatterens yndlings slikvariant, og som man går hen og bliver træt af, efterhånden som man får tygget sig igennem den. Som pigens hår på bogomslaget er rød en farve, der går igen i digtene i form af blod og rød makeup; elementer, der bliver umulige at undslippe under læsningen. Hvis man på den anden side foretrækker en høj grad  af kontinuietet i en digtsamling - digte, der supplerer eller ligefrem genspejler hinanden - er Blandet slik intet mindre end ideel.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Mellemgaard, men holdningerne i anmeldelsen er helt mine egne. Tak til forlaget og til Cecilie Sund Kristensen.

mandag den 11. november 2013

Bogforum 2013 #3




Endelig kan jeg løfte sløret for de nyerhvervede bøger, der mere eller mindre alle sammen var røverkøb på Bogforum, hvilket der ikke som sådan var så mange af. Den populære italienske kogebog, Sølvskeen, var nedsat fra 500 kr. til 100 kr.; denne agter jeg at bruge den flittigt, når jeg flytter hjemmefra, da den har adskillelige simple opskrifter foruden de mere avancerede. Mit udvekslingsophold i Italien i 2011 gav mig i sandhed blod på tanden efter italiensk mad. Nomnomnom.

De næste fire bøger var en del af et tilbud, jeg ikke kunne modstå, der hed én bog for 30 kr. og fire bøger for 100 kr., så hver bog kun endte med at koste mig 25 kr. stykket. Wolf Hall af Hilary Mantel vandt The Man Booker Prize i 2009 (og igen i 2012 for fortsættelsen Bring Up the Bodies), og det er en bog, som jeg egentlig længe gerne ville anskaffe mig, da beskæftiger sig med 1500-tallet og Henry VIII's regeringstid. Perioden begyndte jeg at interessere mig mere og mere for efter at have set tv-serien The Tudors, og så er jeg generelt interesseret i engelsk historie.

Draculas Gæst af Michael Sims er en samling af toogtyve victorianske vampyrhistorier, opsat i kronologisk rækkefølge og introduceret af Michael Sims. Med den ekstremt progressive - hvis ikke ligefrem uundgåelige - vampyrlitteratur de seneste mange år kunne det egentlig være spændende at dykke ned i rødderne. Gargoilen af Andrew Davidson fik jeg for mange år siden øje på i en boghandler i lufthavnen; siden da er jeg igen og igen stødt på bogen uden at købe den, og da det igen forekom i går, tænkte jeg, at nu skulle det være - og gik hen og købte den.

Den sidste bog overså jeg i første omgang på trods af dens størrelse. Jeg var dog ikke et sekund i tvivl om, at den skulle med mig hjem efter at have kigget i den, for Tolkien The Illustrated Encyclopedia af David Day er sådan en smuk encyklopædi, jeg vil bruge som guide til Tolkiens univers, når jeg en dag kaster mig over Ringenes Herre bøgerne, som jeg har stående ulæste på hylden herhjemme.

Bogforum 2013 #2

Endelig oprandt søndag, hvor jeg selv skulle besøge Bogforum. Mit program var presset, for der var en del forfattere, som jeg absolut måtte se, og jeg var ikke helt sikker på, at jeg ville nå det hele, men til al held gjorde jeg, dog med undtagelse af interviewet med Jesper Langberg, hvor jeg kun nåede den efterfølgende signering. Dagen startede ud med interviewet med krimiforfatteren Chris Carter, som blandt andet Katjas ros og indlæg fik overbevist mig om, at jeg burde se, selvom jeg aldrig har læst noget af ham. Han viste sig at være en karismatisk mand med en utrolig spændende fortid inden for kriminalpsykologi, som jeg nød at lytte til, og jeg gerne vil læse noget af i fremtiden; jeg undlod dog at købe nogen af hans værker på dansk, da jeg gerne vil læse dem på originalsproget.



Dernæst måtte jeg mere eller mindre tage benene på nakken og spæne hen til interviewet med David Nicholls, forfatteren bag blandt andet One Day og The Understudy, som på dansk er oversat til Samme Dag Næste År og Den Evige Toer. Heller ikke her har jeg haft fornøjelsen af at blive fortrolig med forfatterskabet, men jeg elskede filmatiseringen af One Day, og en dag (no pun intended!) vil jeg gerne læse bogen bag filmen. Jeg syntes, at David Nicholls gav rigtig meget af sig selv, for eksempel da han fortalte om sin mislykkede karriere som skuespiller, der var med til at inspirere personagerne i The Understudy.

Interviewet med David Nicholls lå samtidigt med Jesper Langberg, så jeg nåede kun at høre et par minutter af sidstnævnte, før det blev rundet af, og det var tid til signeringen af bogen Ikke et sekund spildt, som er Langbergs erindringer. Dagen bragte mig ansigt til ansigt med den rare skuespiller, som jeg husker fra hyggelige barndomstunder med Olsen Banden i fjernsynet.




Sidst men ikke mindst var der det event, som jeg havde set allermest frem til, hvilket var interviewet med forfatteren Edward Rutherfurd, som har skrevet et utal af historiske romaner, heriblandt New YorkLondon, og hans nyeste bog, Paris, der dannede omdrejningspunktet for interviewet. Op til Bogforum havde jeg anskaffet mig hans seneste udgivelse, men havde desværre kun fået læst de første 100 sider på grund af tidsmangel. Det var dog sider, som jeg bedårede, og jeg var derfor ovenud lykkelig for at få lov til at høre ham fortælle anekdoter om sit forfatterskab og sin familie. Jeg var da også nummer to i køen til signeringen og fik glæden af at udveksle et par ord med den talentfulde Rutherfurd.





Forfatterne var toppen af kransekagen i mine øjne, og det er højst sandsynligt det, som jeg vil huske Bogforum 2013 bedst for. Hvilke forfattere havde I glædet jer mest til at se på Bogforum? Nåede I alle dem, som I ønskede at se - og levede de i så fald op til jeres forventninger? 

søndag den 10. november 2013

Bogforum 2013 #1

Årets Bogforum var en førstegangsoplevelse, en succesfuld en af slagsen. Billetterne blev sikret igennem en konkurrence vundet hos Academic Books; jeg så forventningsfuld frem til at deltage i bogelskernes årlige mekka, der blev afholdt i Bella Center, og forventningerne blev kun større, efterhånden som billeder fra de andre bogbloggeres færden på Bogforum denne weekend blev postet rundt omkring på nettet. I advares på forhånd om en omgang billedspam, som i morgen vil blive efterfulgt af forfattermøder og en fremvisning af de bøger frem, jeg købte på dagen - på trods af jeg havde forsøgt at overbevise mig selv forinden, at jeg skulle holde dankortet indespærret, fordi jeg har nok bøger. Spørgsmålet er, om man kan nogensinde kan have nok bøger? 










Tusindvis af indtryk summede stadigvæk i mit hoved, da jeg sammen med min mor, som havde holdt mig med selskab i løbet af dagen, steg ind i metroen og kørte væk fra Bella Center og Bogforum; det var indtryk, der havde brug for at blive bearbejdet; indtryk, der ville efterlade minder. Dagen kunne ikke være gået bedre. På gensyn, kære Bogforum!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...