mandag den 11. november 2013

Bogforum 2013 #2

Endelig oprandt søndag, hvor jeg selv skulle besøge Bogforum. Mit program var presset, for der var en del forfattere, som jeg absolut måtte se, og jeg var ikke helt sikker på, at jeg ville nå det hele, men til al held gjorde jeg, dog med undtagelse af interviewet med Jesper Langberg, hvor jeg kun nåede den efterfølgende signering. Dagen startede ud med interviewet med krimiforfatteren Chris Carter, som blandt andet Katjas ros og indlæg fik overbevist mig om, at jeg burde se, selvom jeg aldrig har læst noget af ham. Han viste sig at være en karismatisk mand med en utrolig spændende fortid inden for kriminalpsykologi, som jeg nød at lytte til, og jeg gerne vil læse noget af i fremtiden; jeg undlod dog at købe nogen af hans værker på dansk, da jeg gerne vil læse dem på originalsproget.



Dernæst måtte jeg mere eller mindre tage benene på nakken og spæne hen til interviewet med David Nicholls, forfatteren bag blandt andet One Day og The Understudy, som på dansk er oversat til Samme Dag Næste År og Den Evige Toer. Heller ikke her har jeg haft fornøjelsen af at blive fortrolig med forfatterskabet, men jeg elskede filmatiseringen af One Day, og en dag (no pun intended!) vil jeg gerne læse bogen bag filmen. Jeg syntes, at David Nicholls gav rigtig meget af sig selv, for eksempel da han fortalte om sin mislykkede karriere som skuespiller, der var med til at inspirere personagerne i The Understudy.

Interviewet med David Nicholls lå samtidigt med Jesper Langberg, så jeg nåede kun at høre et par minutter af sidstnævnte, før det blev rundet af, og det var tid til signeringen af bogen Ikke et sekund spildt, som er Langbergs erindringer. Dagen bragte mig ansigt til ansigt med den rare skuespiller, som jeg husker fra hyggelige barndomstunder med Olsen Banden i fjernsynet.




Sidst men ikke mindst var der det event, som jeg havde set allermest frem til, hvilket var interviewet med forfatteren Edward Rutherfurd, som har skrevet et utal af historiske romaner, heriblandt New YorkLondon, og hans nyeste bog, Paris, der dannede omdrejningspunktet for interviewet. Op til Bogforum havde jeg anskaffet mig hans seneste udgivelse, men havde desværre kun fået læst de første 100 sider på grund af tidsmangel. Det var dog sider, som jeg bedårede, og jeg var derfor ovenud lykkelig for at få lov til at høre ham fortælle anekdoter om sit forfatterskab og sin familie. Jeg var da også nummer to i køen til signeringen og fik glæden af at udveksle et par ord med den talentfulde Rutherfurd.





Forfatterne var toppen af kransekagen i mine øjne, og det er højst sandsynligt det, som jeg vil huske Bogforum 2013 bedst for. Hvilke forfattere havde I glædet jer mest til at se på Bogforum? Nåede I alle dem, som I ønskede at se - og levede de i så fald op til jeres forventninger? 

6 kommentarer:

  1. Ååååh, Chris Carter. <3 Mit hjerte bankede lige lidt hurtigere dér. <3 Dejligt at du også kunne lide ham, og du bør virkelig læse hans bøger! #evigbeundring

    Jeg havde et meget lille program i år. Jeg ønskede kun at se Chris Carter og Kenneth Bøgh Andersen, og vi fik set begge to. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det forstår jeg udmærket, for det er i sandhed helt fantastisk at se og lytte til en forfatter, som man beundrer!

      Og du kan tro, at jeg vil læse hans bøger på et tidspunkt. Da han fortalte om et "Dødens Kunstner", mindede den mig om en af Dean Koontz's bøger. Koontz en forfatter, jeg selv har stor respekt for, så jeg er nærmest ikke i tvivl om, at jeg også vil kunne lide Chris Carters bøger!

      Dejligt, at du nåede dem begge!

      Slet
  2. Åh hvor ville jeg ønske, jeg også havde kunne nå at se (og høre) David Nicholls. Jeg har kun læst hans 'One Day', men den er virkelig fin og velskrevet. Og jeg ville så gerne have oplevet manden bag!

    Og jeg stillede også op til signering med Jesper Langberg i fredags. Det er virkelig fint at møde en mand, man har set så meget på tv-skærmen i ens barndom :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er ikke andet for end, at vi må krydse fingre for, at han også deltager i Bogforum næste år! Jeg har virkelig hørt gode ting om 'One Day', og eftersom jeg nærer stor beundring for filmen baseret på den, så må bogen også læses en dag.

      Lige præcis! Det var næsten helt mærkeligt at møde ham i virkeligheden, men han var simpelthen så rar. :)

      Slet
  3. Chris Carter er bare cool! :D Jeg var også både til David Nicholls og Jesper Langberg, og synes at begge var super gode :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er han i hvert fald - og han fik flere gange publikum (inklusiv mig selv) til at grine højlydt. Ih, hvor ville jeg også gerne have nået Jesper Langbergs interview. :)

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...