lørdag den 12. marts 2011

Neil Gaiman: Nobody

Originaltitel: The Graveyard Book
Forfatter: Neil Gaiman
Illustrator: Chris Riddell
Serie: -
Forlag: Bloomsbury Publishing
Sideantal: 269
Udgivet: 05-10-2009
Oversat til dansk: Nobody
Læst på: Dansk
Stjerner: 4/5

I koldt blod myrder Manden Jack en hel familie i løbet af en nat. Eller næsten en hel familie, for babyen undslipper. Nobody vokser op på en stor, gammel kirkegård, hvor han bliver passet af de venlige døde sjæle - og hans værge Silas.

I løbet af årene oplever han ting, som intet andet barn nogen sinde har oplevet. Han kommer i kløerne på ligæderne og lærer at Blegne. Kirkegården er hans hjem og spøgelserne hans familie, selvom omverdenen på et tidspunkt begynder at trække i ham, som han opdager, at han ikke hører til blandt de døde. Men Manden Jack har ikke glemt Nobody, og en skønne dag vil han afslutte, hvad han har startet.
Manden Jack standsede på afsatsen. Med venstre hånd trak han et stort, hvidt lommetørklæde op af lommen på sin sorte frakke og tørrede kniven af og derefter sin behandskede højre hånd, der havde holdt den. Så lagde han lommetørklædet væk igen. Jagten var næsten forbi. Han havde efterladt kvinden i sengen, manden på gulvet i soveværelset, det ældste barn i hendes farvestrålende værelse, omgivet af legetøj og halvfærdige modeller. Nu var der kun den lille, et barn i vuggestuealderen, at tage sig af. En til, og hans opgave var fuldført.
Inspireret af Junglebogen Rudyard Kipling har Neil Gaiman skrevet Nobody. I stedet for, at en forældreløs dreng vokser op i junglen, vokser Nobody op på en kirkegård. Den fantastiske omtale af forfatteren satte mine forventninger i vejret for hans bøger, og det var heldigvis ikke forgæves, for Nobody er noget for sig selv. Det er en meget livsbekræftende bog med et stærkt budskab, som fik mig til at fælde en hel masse tårer. Nobodys værge Silas har jeg især nydt at læse om, og jeg føler, at Neil Gaiman kunne skrive en hel bog kun om ham.

Denne udgave er illustreret af Chris Riddell, og jeg synes simpelthen er tegningerne fanger stemningen og situationerne perfekt. Jeg bladrede faktisk flere gange tilbage igen for at kigge på dem undervejs, mens jeg læste kapitlerne. På trods af, at Nobody er en børnebog, er Gaimans sprog fuld af liv og variation. Faktisk minder denne bog mig om F.E. Higgins' makabre børnebøger, som er nogle af mine yndlings. Jeg har før anmeldt Knoglemagi af F.E. Higgins her på bloggen. Efter rosen spørger I måske jer selv, hvorfor jeg ikke har givet den topkarakter. Det skal lige siges, at jeg også var tæt på, men Nobody var til tider en smule forudsigelig.

Filmen Stadust, hvor skuespillere som Clair Danes, Michelle Pfeiffer og Robert De Niro medvirker, er baseret på en af Neil Gaimans romaner af samme navn. Jeg tror, at det vil blive den næste bog skrevet af ham, som jeg vil læse, for filmen faldt absolut i min smag og ligeledes gjorde Nobody, som I nok kan forstå på det hele. Jeg kan kun anbefale Nobody til andre, børn som voksne.

1 kommentar:

  1. Det kan jeg godt forstå. Den er helt fantastisk. Du kan købe den meget billigt (i forhold til danske hjemmesider) på amazon.co.uk. :D

    Åh, Nobody. Har haft den stående på reolen i over et år, men din anmeldelse har givet mig lyst til at læse bogen. :)
    Glæd dig til Stardust. Den er ikke ligesom filmen, men den er stadig god. :D

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...