søndag den 29. maj 2011

Lucy Christopher: Stolen

Originaltitel: Stolen
Forfatter: Lucy Christopher
Serie: -
Forlag: Chicken House Ltd
Sideantal: 301
Udgivet: 01-05-2009
Oversat til dansk: Stjålet
Læst på: Engelsk
Stjerner: 4/5
 
Gemma oplever noget, som kun meget få mennesker oplever. Hun oplever at blive bortført. Stjålet. Taget væk fra alt det, som hun kender til. Alt det, som hun holder af. Ty, hendes kidnapper, er dog ikke den typiske skurk, som hun ellers ville forbinde med en kidnapning. Han er ung og tiltrækkende. Desuden ønsker han sig brændende, at Gemma vil komme til at elske ham ligeså meget, som han elsker hende. 

Derfor tager Ty hende også med til et sikkert sted, hvor der ikke er nogen chance for nogensinde at blive fundet igen. Den australske ødemark. Her forsøger han at starte et nyt liv sammen med Gemma. Som Gemma ufrivilligt kommer dybere under huden på Ty, bliver hun usikker på, hvad det egentligt er, der holder hende fanget der. Ty, den australske ødemark - eller hende selv?
'You didn't hear them coming ... you'd need Superman's hearing for that,' I sneered.
'Who says I'm not Superman?' You were looking at me with one eye closed against the sun. I shrugged.
'You would have rescued me by now if you were Superman,' I said, quietly.
'Who says I haven't.'
Fængslende. Fuldkommen fængslende. Jeg sad længe efter, jeg var færdig, med en underlig fornemmelse i maven og havde egentligt ret svært ved at sætte ord på de følelser, som bogen havde vakt i mig. Stolen er skrevet som et langt brev fra Gemma til Ty. Jeg havde aldrig før læst en bog, der var skrevet på denne måde, så derfor tog det mig også lidt tid, før jeg vænnede mig til det. Da jeg først var inde i skrivestilen, var jeg til gengæld også opslugt. Lucy Christopher, forfatterinden bag bogen, er efter min mening ekstremt modig, eftersom hun har valgt at skrive hele romanen i brevform.Via denne skrivestil har hun skabt et underbevidst bånd imellem Gemma og læseren.

Stolen er en intens bog, der viser alting igennem Gemmas øjne. Hun har en meget behagelig personlighed, der hverken er svær at sætte sig ind i eller forstå. Til at begynde med er hun opsat på at flygte, og egentlig giver hun heller aldrig op, men der er ligesom et vendepunkt i historien, hvor Gemma begynder at acceptere sin skæbne og dermed acceptere sin kidnapper. Ty skabte virkelig kontroversielle følelser hos mig, fordi han virkede så god og sårbar på trods af sine handlinger. Jeg sympatiserede med ham hen ad vejen, og slutningen resulterede også i adskillelige tårer. Jeg tror, at man som læser, hvis den fulde effekt af bogen rammer, også kommer til at lide lidt af Stockholm-syndromet efter den sidste side er vendt.

Jeg må ikke glemme at nævne miljøet, som bogen tager udgangspunkt i. Den australske ørken bliver beskrevet så fantastisk levende, at jeg følte mig tilstede. Ligesom Ty er ørkenen fascinerende, men også farlig og omskiftelig. Jeg elsker, hvordan forfatterinden fik flettet miljøet så meget ind i fortællingen, at den næsten blev en karakter i sig selv. Bogen er meget anbefalelsesværdig. Der går lidt tid, før man er helt inde i historien, men overordnet er det en imponerende og anderledes ungdomsroman, som bør læses.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...