Forfatter: Sidsel Katrine Slej
Serie: -
Forlag: Turbine
Sideantal: 251
Udgivet: 13-08-2013
Læst på: Dansk
Stjerner: 3/5
Med ét bliver Fréa revet ud af hverdagens trygge rammer, da hun under et angreb fra en jætte finder ud af, at hendes mor i virkeligheden er en valkyrie og hendes far en einherhjer fra Asgård. Barndommens fortællinger om den nordiske mytologi bliver en påtrængende realitet.
Århus bliver skiftet ud til fordel for Asgård, og Fréa skal forholde sig til guder, jætter, unge som hende selv og ikke mindst sine evner, som inkluderer fragmenterede drømme, der i virkeligheden er skræmmende foruddannelser. For Fréa er spået til at blive den største sanddrømmer, men med evnen følger uanet ansvar. Og uanet fare.
Fascineret af nordisk mytologi siden de tidlige barndomsår var jeg hurtig til at takke ja, da forfatterinden, Sidsel Katrine Slej, tilbød et eksemplar for en anmeldelse. Romanen er hendes debut, og på trods af jeg savnede mytologiske figurer som Thor og Loke, fornemmede jeg i høj grad den nøje research forud for romanen.
Under de første par kapitler kunne jeg ikke distrahere fra de korte og halvlange sætninger, der havde en opbremsende effekt på min læsning, men efterhånden som min accept af sprogets opbygning indfandt sig, strammede historiens greb sig om min hånd, og jeg blev ført med ud på et nordisk eventyr i en verden, der var på en gang velkendt og forunderlig.
Jeg stødte på et andet punkt, hvor sproget spændte ben for sig selv; med undtagelse af et par stykker blev mange af karakterernes fysiske træk beskrevet for overfladisk til, at jeg kunne danne mig et ordentligt billede af dem, for de fleste var enten "bare" smukke eller grimme - og mange - især kvinderne - mindede om hinanden. Heldigvis formåede deres gerninger og personligheder at gøre sig huskede. Det samme gjorde den underspillede kærlighedshistorie mellem Fréa og Magne, som blomstrede i mine øjne under sine overraskelsesmomenter.
Undervisningen, som Fréa skulle modtage i Asgård, klikedannelserne på skolen, selv husnisserne mindede mig lige umiddelbart om en af mine favoriserede serier om en dreng med et lynformet ar, hvilket fik mig til at holde lidt mere af Sanddrømmeren. Tempoet var desuden højt. Begivenheder udspillede sig, den ene efter den anden. Og jeg nåede kun lige akkurat at trække vejret, før jeg igen kom i kløerne på en ørn, flygtede fra jætter eller udkæmpede kampe igennem Fréas øjne.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Turbine, men holdningerne i anmeldelsen er helt mine egne.
Århus bliver skiftet ud til fordel for Asgård, og Fréa skal forholde sig til guder, jætter, unge som hende selv og ikke mindst sine evner, som inkluderer fragmenterede drømme, der i virkeligheden er skræmmende foruddannelser. For Fréa er spået til at blive den største sanddrømmer, men med evnen følger uanet ansvar. Og uanet fare.
"Du skal ikke være bange for din skæbne. Du kan alligevel ikke undgå den. Det er svært for så ung en kvinde at forholde sig til det. Det ved jeg. Jeg har selv været i din situation. Lige nu er du meget ked af det og føler dig forrådt og presset. Men du må ikke isolere dig og opsøge ensomheden. Lad dem, der holder af dig, hjælpe dig med at bære din sorg. Så bliver det lettere at leve med din specielle evne."
Fascineret af nordisk mytologi siden de tidlige barndomsår var jeg hurtig til at takke ja, da forfatterinden, Sidsel Katrine Slej, tilbød et eksemplar for en anmeldelse. Romanen er hendes debut, og på trods af jeg savnede mytologiske figurer som Thor og Loke, fornemmede jeg i høj grad den nøje research forud for romanen.
Under de første par kapitler kunne jeg ikke distrahere fra de korte og halvlange sætninger, der havde en opbremsende effekt på min læsning, men efterhånden som min accept af sprogets opbygning indfandt sig, strammede historiens greb sig om min hånd, og jeg blev ført med ud på et nordisk eventyr i en verden, der var på en gang velkendt og forunderlig.
Jeg stødte på et andet punkt, hvor sproget spændte ben for sig selv; med undtagelse af et par stykker blev mange af karakterernes fysiske træk beskrevet for overfladisk til, at jeg kunne danne mig et ordentligt billede af dem, for de fleste var enten "bare" smukke eller grimme - og mange - især kvinderne - mindede om hinanden. Heldigvis formåede deres gerninger og personligheder at gøre sig huskede. Det samme gjorde den underspillede kærlighedshistorie mellem Fréa og Magne, som blomstrede i mine øjne under sine overraskelsesmomenter.
Undervisningen, som Fréa skulle modtage i Asgård, klikedannelserne på skolen, selv husnisserne mindede mig lige umiddelbart om en af mine favoriserede serier om en dreng med et lynformet ar, hvilket fik mig til at holde lidt mere af Sanddrømmeren. Tempoet var desuden højt. Begivenheder udspillede sig, den ene efter den anden. Og jeg nåede kun lige akkurat at trække vejret, før jeg igen kom i kløerne på en ørn, flygtede fra jætter eller udkæmpede kampe igennem Fréas øjne.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Turbine, men holdningerne i anmeldelsen er helt mine egne.
Det lyder som en bog jeg skal læse - er selv i gang med sagaen om Valhal af Johanne Hildebrandt, og jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg synes. Måske lidt til perspektiveringen ville være godt! :-)
SvarSletDe bøger kender jeg ikke, men det kunne måske være, at jeg skulle tjekke dem ud, og jeg synes bestemt, at du bør give dig i kast med Sanddrømmeren, hvis du også er glad for nordisk mytologi. ;-)
SletÅh Nina Dobrev er smuk. Hende kender jeg ikke lige umiddelbart fra andet end at jeg ved hun er med i The Vampire Diaries, men hun er mægtig køn. Og det er altså altid fedt med de stjerner der tør være menneskelige og sig selv, og tage lidt pis på det hele. Det er derfor jeg så godt kan lide Jennifer Lawrence. Der er bare brug for flere af den slags unge kendte, som tør skabe ridser i lakken engang imellem. :)
SvarSletKender hverken Emily Ratajkowski eller Blurred Lines. Men har taget Google i brug, og må give dig ret. Hun er dæleme også født med god DNA - Og selvfølgelig i besiddeles af makeupartister osv. men ja ja. ;)