fredag den 4. oktober 2013

Mark Frost: Paladin Profetien

Originaltitel: The Paladin Prophecy
Forfatter: Mark Frost
Serie: The Paladin Prophecy #1
Forlag: Høst & Søn
Sideantal: 488
Udgivet: 2013
Oversat til dansk: Paladin Profetien
Læst på: Dansk
Stjerner: 3/5

Will forsøger at leve efter sin fars liste af fornuftige livsregler. Da han d. 7. november forlader sit hus, kan han uden at kunne sætte ord på det fornemme, at noget er på færde, og idet han begynder at blive forfulgt, høre stemmer i sit hoved og opdage en udholdenhed, han ikke troede var mulig, går det op for Will, at reglerne skulle forberede ham på denne dag - og de efterfølgende dage resten af hans liv. Will og de venner, han får hen ad vejen, skal nu forsøge at opklare en række overnaturlige hændelser, som er brikker i et langt større spil mellem Hierarkiet, de gode, på den ene side og Det Andet Hold, de djævelske, på den anden. Men i dette spil findes ingen regler.

#26: ÉN GANG ER EN ANOMALI. TO GANGE ER ET TILFÆLDE. TREDJE GANG ER ET MØNSTER. OG SOM VI VED ... 

Forfatteren Mark Frost står blandt andet bag tv-serien Twin Peaks og filmene The Fantastic Four, og jeg gik lettere forventningsfyldt ind til bogen. De actionprægede passager med hvinende bilhjul og slåskampe på flyvinger fungerede ikke for mig i begyndelsen, og derfor begyndte mine forventninger at fortrække sig, så der til sidst ikke var andet end et ønske om at blive færdig med bogen; for på trods af handlingen aldrig var stillestående, blev jeg nærmest nødt til hive mig selv igennem de første hundrede sider. Actionen føltes overambitiøs, og selvom det sikkert ville have fungeret på film, fungerede det ikke på siderne.

#27: DER FINDES INGEN TILFÆLDE.

Da Will endelig kom ud til skolen - eller Centeret for Integreret Lærdom - vendte det, og jeg begyndte omend ikke at nyde, så i hvert fald at leve mig bedre ind i fortællingen. Ligesom farens regler var karaktererne, der blev præsenteret, en smule ramte af klichéer, men en yngre målgruppe kunne muligvis se gennem fingrene med dette. Personerne var nemlig relaterbare, og dialogerne imellem dem frembragte et par smil, især når Nick figurerede og gjorde sig selv til grin mere end én gang i sin vennegruppe.

En rigelig mængde af ubesvarede spørgsmål formåede at holde mig fanget, såsom den maskeklædte gruppe kaldet Ligemændene og Paladinernes rolle i alt dette. Moderne teknologi blev desuden graciøst flettet ind i plottet, så for eksempel tablets rummede virtuelle figurer af deres ejere og kunne kommunikere og handle både internt og med deres ejere, hvilket mindede mig om spillede The Sims, som jeg i timevis kunne beskæftige mig med, da jeg var yngre. For læsere, der ikke er alt for bekendte med fantasy-genren, er denne bog på mange punkter ideel, da den byder på interessante moraler og et fremadrettet plot med adskillelige twists, men for hærdede fantasylæsere vil jeg mene, at der findes mange andre gode bøger derude.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Arnold Busck, men holdningerne i anmeldelsen er helt mine egne.

4 kommentarer:

  1. Uh, jeg har denne stående på hylden og vente på mig. Har ikke fået den påbegyndt endnu, men håber snart at det kan blive dens tur ... Alle de bøger der skal læses altså. :P

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kender det kun alt for godt; hvor skal man starte, og hvor skal man slutte med bunkerne der hober sig op? :D

      Slet
  2. Super mange gange tak for i lørdags, det var rigtig hyggeligt :)
    Knus herfra

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var det i hvert fald. Selv tak - dejligt at møde dig! :)

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...