onsdag den 16. oktober 2013

Nyt på bogreolen #32

Bøgerne invaderer gang på gang mit værelse, men det er en velkommen invasion, og brokken herom er aldrig helhjertet. Jeg gruer lidt for den dag, jeg skal flytte, for hvordan skulle jeg nogensinde kunne få plads til alle de bøger på et lille kollegieværelse? På den anden side glæder jeg mig også, fordi jeg i den forbindelse planlægger at investere i en bogreol, der kan rumme alle bogskønhederne, så de ikke længere oversvømmer gulvplads, bordflader og tilfældige hylder. Foruden at blive læst fortjener bøger også at blive vist frem, og dette gælder også de nyeste bøger i samlingen.



Heidi af Johanna Spyri er en schweizisk klassiker, som jeg fik læst op som barn af min mor; varme og hjemlig hygge omslutter erindringerne i forbindelse med bogen, og jeg glæder mig til på ny at dykke ned i fortællingen efter så mange år. 

Efter færdiggørelsen af Lolita af Vladimir Nabokov for nogle måneder tilbage vidste jeg straks, at jeg ville læse mere af ham, og da jeg fandt en smuk udgave af hans første roman, Mary, fra Penguin Modern Classics forholdsvis billigt under Saxos bogudsalg, kunne jeg ikke lade være med at klikke den hjem. Med alle de bøger han har udgivet, er det svært at vide, hvor man skal starte, og hvor man skal slutte, så jeg tænkte, at hans første roman vil være et godt sted. 

The Ocean at the End of the Lane af Neil Gaiman føltes som en decideret nødvendighed efter den positive omtale alle vegne, og ligeså snart jeg har bearbejdet de mange tusinde indtryk, vil der komme en anmeldelse af den. Crown of Midnight af Sarah J. Maas var i sin tid en forudbestilling, og den er allerede læst og anmeldt på bloggen.


Saxos bogudsalg er desuden farlig at gå på opdagelse i, for jeg fandt en af mine yndlings serier i hele verden i et bokssæt med superbe og skinnende forsider. Serien er His Dark Materials af Philip Pullman, og den indeholder Northern Lights, The Subtle Knife og The Amber Spyglass. På min bogreol står bøgerne allerede på dansk, men jeg vil gerne genlæse dem på originalsproget, hvilket var en god undskyldning for at genkøbe serien (syntes jeg selv). Et irritationsmoment indtraf dog, da pakkeposten kom, og jeg opdagede, at bøgerne var i paperback, selvom de på hjemmesiden beskrives som værende i hardback. Det gør dog ikke forsiderne mindre smukke, men jeg bryder mig ikke om, at bogryggen brækker, når de læses.

Jeg har været så heldig at vinde en stak spændende læsestof forskellige steder. The Eternity Cure af Julie Kagawa vandt jeg hos Frk. Hyms, da hun havde sin fødselsdagskonkurrence, og jeg måtte vælge en valgfri bog fra Bookdepository.co.uk. Jeg ejer forgængeren uden at have læst den, og jeg ville gerne have fortsættelsen klar til, efter den er læst, så mange tak, Sabina

Hver dag af David Levithan og Ikke et sekund spildt af Jesper Langberg vandt jeg begge hos Gyldendal. David Levithan har jeg længe gerne villet læse noget af, og nu har jeg muligheden, mens Jesper Langberg, kendt fra tv-serierne Matador og Olsen Banden, er en inspirerende mand, så jeg er sikker på, at hans erindringer vil sikkert være ligeså.

Jeg har også modtaget to fine anmeldereksemplarer. Prepper af Lise Bidstrup blev jeg netop færdig med i morges, og Splittet af Teri Terry er fortsættelsen til Slettet, der er læst og anmeldt på bloggen.

Endelig kommer vi til min broget bunke af studiebøger. Bogmærker, farverige post-its og brækkede bogrygge vidner om, at de allerede er taget i brug på engelsk-studiet. Jeg har opstillet dem efter fag, og hvis det har nogen interesse, kan I læse med om hvilke fag, bøgerne tilhører. Det skal dog nævnes, at disse bøger ikke omfatter alle bøgerne til mit fag på tredje semester - da jeg har en del flere - men derimod kun bøger indkøbt ved studiestart.

De første seks bøger er til mit første valgfag kaldet The Gothic Novel - From Walpole to Stoker: Gothic af Fred Botting, A Philosophical Enquiry into the Origin of Our Ideas of the Sublime and Beautiful af Edmund Burke, Frankenstein af Mary Shelley (som jeg også ejer i Barnes & Noble udgaven, men gerne ville have i den korrekte udgave til eksamensbrug), The Italian af Ann Radcliff, The Monk af Matthew Lewis, The Castle of Otranto af Horace Walpole og The Turn of the Screw & The Aspern Papers af Henry James.

De næste otte bøger hører til mit andet valgfag kaldet Sense & Sensibility: Jane Eyre af Charlotte Brontë, Wuthering Heights af Emily Brontë (begge ejes og er tidligere læst på dansk), Little Dorrit af Charles Dickens, Cranford & Other Stories af Elizabeth Gaskell, Daniel Deronda af George Elliot, Aspects of the Novel af E.M. Forster, The Art of Fiction af David Lodge og Studying the Novel af Jeremy Hawthorn. Den sidste bog er til mit fag Oversættelse: Understanding Translation af Anne Schjoldager, Ida Klitgård og vores egen underviser i faget, Henrik Gottlieb. Størstedelen af bøgerne til mine to valgfag er fantastisk læsestof, som jeg selv kunne have fundet på at anskaffe mig, selv hvis jeg ikke skulle studere dem. 

20 kommentarer:

  1. De udgaver af 'His Dark Materials' er bare super fine. Jeg er faktisk begyndt at synes ret godt om paperbacks og det lidt 'slidte' udtryk bøgerne får når man har læst det. Det gør at man kan se at de er blevet læst.

    SvarSlet
    Svar
    1. Med nogle paperbacks har jeg det ligesom dig, som for eksempel med min bøger i "Song of Ice and Fire"-serien, men generelt er jeg ikke vild med at se knækkede bogrygge på reolen. #LængeLeveBogForfængelighed :D

      Slet
  2. Nabokovs bøger i Penguin Modern Classics-udgaven er noget af det smukkeste jeg længe har set. Måhavemåhavemåhave!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, samme her! Da jeg så hvor mange af hans værker, der egentlig var i de udgaver, blev jeg virkelig begejstret, for de er simpelthen så fine. Men de er desværre ikke helt billige.

      Slet
  3. Jeg er VILD med Pullman-coverne, de er simpelthen så umådeligt fine!

    Og så er Understanding Translation desuden dén bedste bog, jeg læste i på mit studie - og desuden en, jeg brugte rigtigt meget i min BA. Men nu er emnefeltet jo også mit "speciale", eller hvad vi vælger at kalde det ;) Både Ida Klitgård og hendes mand Ebbe er desuden tilknyttet engelsk på RUC - Ida lidt mere løst, så vidt jeg ved, men Ebbe var studieleder på engelsk, da jeg gik der :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, de er så! :)

      Godt at høre en positiv mening om den bog, for jeg har selv et ambivalent forhold til den. Indtil videre har jeg læst omkring halvdelen, og mens nogle kapitler virker er temmelig lærerige, virker andre alt for flyvske, og dem får jeg ingenting ud af.

      Sjovt, at du kender en af forfatterne til bogen; gad vide om de også bruger den på SDU. :D

      Slet
  4. Sikke mange fine bøger! Hvor er Nabokov og Pullman bøgerne super flotte!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er de i sandhed. Man kan aldrig få nok af flotte bøger.

      Slet
  5. Hold da op, med mange fine bøger! ^^ Splittet er mega cool.

    SvarSlet
    Svar
    1. De har også hobet sig op i løbet af de sidste par måneder, og jeg tænkte, at hvis jeg ikke snart laver et sådant indlæg, vil det næste blive så langt, at ingen gider at læse det. :D

      Så vil jeg se lidt mere frem til "Splittet", for jeg var ellers ikke den store fan af "Slettet". :)

      Slet
  6. <3 Boglykke, læseglæde og duften af helt nyprintede papirssider. Fantastisk.

    Jeg glæder mig sådan, til at høre din mening om "The Ocean at the End of the Lane". Det er en bog, jeg tror vil sidde i mig, for altid.
    Pullman-bøgerne er virkelig smukke, og jeg også ofte selv overvejet dem - men netop paperback-formatet irriterer mig også lidt. Designet er dog smukt uanset hvad. Og Nabokov-udgaverne er gudesmukke - jeg kunne også godt tænke mig at udforske hans forfatterskab yderligere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er ikke noget bedre, og grå efterårsdage virker altid lidt mindre grå, når man er i selskab med fantastisk læsestof.

      Det kan jeg godt forstå; den vil for mit vedkommende heller ikke blive glemt lige foreløbigt - hvis nogensinde.

      Rart at vide, at jeg ikke er den eneste med det problem. Jeg kalder det bogforfængelighed, men jeg lider selv af det, og sådan er det. Egentlig, er det ikke det største problem så længe, at ryggen ikke knækker, men det gør den, desværre, på mange af de engelske paperback-bøger.

      Jeg kan kun anbefale det; det kan være, at der i løbet af den næste uges tid kommer en anmeldelse af "Mary", men jeg har endnu ikke besluttet mig, for der er et par andre ting, der skal anmeldes først. :)

      Slet
  7. Sikke nogle flotte Pullman-udgaver. Kan godt forstå du ærgrer dig over paperback-udgaven, når man forventede noget andet. Men uanset hvad er de utrolig flotte :)

    SvarSlet
    Svar
    1. På den anden side, ville jeg sikkert have ærgret mig endnu mere, hvis jeg slet ikke havde anskaffet mig dem, så jeg prøver også at se optimistisk på det, selvom det var en fejl fra Saxos hjemmeside. :)

      Slet
  8. Åh nej. Nu har jeg også forelsket mig i Pullman-bøgerne på engelsk. Jeg har dem også stående på dansk, men nøjjjj hvor er de smukke på engelsk. Åhhhh!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hæhæ! Det sker også altid for mig, når jeg læser om andre folks bogindkøb. Bloggerverdenen er et farligt sted, når det gælder pengepungen. ;)

      Slet
  9. Sikke en stak!
    Går selv og grubler over, om Pulman-serien mon skulle være noget af det første, der fandt vej til min hylde når engang jeg må købe bøger igen. Dine udgaver er i hvert fald virkelig smukke!

    Kan ikke rigtig finde ud af hvordan jeg har det med paperbacks pt. Har fået de fineste Austen-bøger af min veninde, og de er paperback - og det klær dem på en måde, men tør jo næsten ikke læse i dem af frygt for ryggen :(

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis du kan overkomme paperback-formatet, kan jeg virkelig anbefale dig dem, fordi forsiderne er så vidunderlige, og ligeså fortællingen, hvis du ikke allerede har læst den.

      Jeg glæder mig til at se Austen-bøgerne på din blog. Forresten, har jeg opdaget noget skønt på klassikerfronten (som du måske allerede har opdaget for længst); en del af Wordsworth-klassikerne knækker slet ikke i ryggen på trods af, at de er så billige. Så det kommer selvfølgelig an på, hvilke udgaver dine Austen-bøger er i. :)

      Slet
  10. Hej Andra! Må jeg gerne bruge et af dine billeder fra dette indlæg? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det må du meget gerne så længe du husker at linke til min blog. :)

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...