Alyson Noël: Evermore

Originaltitel: Evermore

Forfatter: Alyson Noël

Serie: The Immortals #1

Forlag: Macmillan Children's Books

Sideantal: 386

Udgivet: 18-09-2009

Oversat til dansk: Evermore

Læst på: Engelsk

Stjerner: 2/5

Evers fortid har mærket hende for evigt. Fysisk har hun kun fået et stort ar, som hun skjuler bag sit pandehår, men psykisk er hun blevet ødelagt. Bilulykken har frarøvet Ever både hendes mor, far og lillesøster, så hun nu bor hos sin tante. Lillesøsteren, Riley, kommer tit og besøger hende i spøgelsesform, men Ever ved, at det aldrig nogensinde vil blive det samme igen.

Tilværelsen som outsider og særling har hun selv valgt, fordi hun foruden smerten også har fået overnaturlige kræfter, der gør, at hun kan se folks auraer og høre deres tanker. Hendes liv er alt andet end en dans på roser. Og det bliver på ingen måder nemmere, da den mystiske Damen starter på hendes skole. Han er guddommelig at se på, fuldkommen perfekt, og så virker han ualmindelig interesseret i hende. Men det er ikke det, der får hende til at sukke efter ham. Det er det faktum, at han ingen aura har, og når han rører hende, bliver hele verden omkring Ever helt stille. Helt normal.

"Omigod. Have you seen that new kid, Damen?" Haven sits beside me, peering through her growing-out bangs, their spiky tips ending just shy of her dark red lips.

"Oh please, not you too." I shake my head and bite into the my apple.
"You would so not be saying that if you'd been priveleged enough to actually see him," she says, removing her vanilla cupcake from its pink cardboard box, licking the frosting right off the top in her usual lunchtime routine, even though she dresses more like someone who'd rather drink blood than eat tiny little sweet cakes.

Inden jeg fik bøgerne i julegave, havde jeg hørt rigtig godt om The Immortals serien. Jeg blev skuffet. Som i virkelig, virkelig skuffet. Begyndelsen af bogen kunne jeg egentlig godt lide (måske også noget af det eneste, som jeg rent faktisk kunne lide). Måden, hvorpå jeg blev introduceret for Evers evner, var virkelighedsnær på trods af genren. Der var intet drama, men blot en hverdagssituation, der satte mig ind i Evers hoved og vigtigst af alt virvar af følelser. Herfra gik det så også bare ned af bakke. Jeg havde hørt, at hvis man kunne overleve, at begyndelsen minder ekstremt meget om Twilight, så kunne man komme til at synes rigtig godt om romanen. Problemet var bare, at det gjorde jeg ikke. Selv elsker jeg Twilight sagaen, og The Immortals serien nærmer sig den ikke på nogen måder.

Evers to bedste venner, den gotiske pige Haven og homoseksuelle dreng Miles, er mildest talt uudholdelige. De er alt for stereotype, og jeg kunne slet ikke sætte mig ind i, hvorfor Ever er venner med dem, når hun ikke gør dem fortrolige med noget som helst. Nogle af samtalerne både med dem og søsteren er dog virkelig sjove. Omkring Damen, så har Alyson Noël nærmest taget The Vampire Diaries og Twilight og tilføjet ændringer der, hvor hun syntes, der skulle være nogle. Hvis forfatteren forsøgte at være original, så mislykkedes det. Big time. Jeg krummede virkelig mine tæer under nogle af passagerne, fordi de var så dårlige. Der er alligevel mange, der godt kan lide denne serie, og derfor vil jeg heller ikke skræmme nogen væk. Der er humor, og der er kærlighed. Der er mystik og blod. Jeg tvivler blot på, at jeg kommer til at læse resten af serien, selvom den står herhjemme på reolen.